Halvvejs oppe i væggen gik sneen over
i is, hvor man traverserer ud til højre for at
nå den nederste spids på 'la Calotte', hvor
séracerne var nemmest at omgå. Min
lampe var for længst brændt ud, men da vi
nåede 'la Calotte' stod solen op og
farvede Chardonnet i et rødligt skær. Vi
havde nu lagt den stejle del bag os, og
problemerne skulle nu være forbi, da
resten af vejen skulle være en snow plod.
Troede vi. Stik imod forventningerne var
de sidste 400m ren is, så det var bare at
fortsætte deropad, uanset hvor meget
læggene brokkede sig. Vi havde klatret i
flere timer på 'la Calotte' da schweizerne,
som viste sig at være en guide med klient,
passerede os for nedadgående. Toppen
syntes ikke spor nærmere, og Martin
mente efterhånden, at det ikke førte
nogen vegne, og at vi aldrig ville nå toppen
med den fart. Jeg bildte mig dog ind, at jeg
kunne se passet mellem Verte og Grande
Rocheuse ude til siden og ikke så langt
oppe og mente, der højst var 150m endnu,
og da nedstigningen på den anden side
gennem Whympercouloiren var noget
enklere end samme vej ned, var der for
mig kun en vej ned - opad. Jeg overtog
føringen og nåede efter en lille time til den
sidste spalte under toppen. At banke en
isøkse lodret op gennem en overhæng-
ende snevægte for at komme over virkede
underligt, men det virkede, og det var det
vigtigste. Snart efter stak jeg hovedet op
over den sidste vægte og missede med
øjnene i det stærke sollys; vi havde lavet
udstigning fem meter fra toppen og tog en
time velfortjent pause på toppen - skyfrit,
vindstille og ubegrænset sigt, som man
ellers kun drømmer om.
Denne gang burde vi være kommet
over problemerne, men bjerget var langt
fra færdig med os. Graten ned til passet
var valgfri 50° løssne på den ene side eller
60° is på den anden, mens vægten var en
tynd isplade af en halv meters bredde. Det
enkleste var at stampe sig frem i sneen og
hakke økserne i på den anden side af
vægten. Et sted var vægten dog for bred,
og vi måtte over på den stejle nordside.
|
Det var højst ubetryggende at hamre
øksen i væggen, oplyst bagfra af solen,
og jeg følte pludselig hvilken eksponeret
position det var, 1500m over Argen-
tièregletscheren, så det var en befrielse,
da jeg kom over på den "rigtige" side igen.
Vi havde overvejet at bivuakere i
passet, men der var ingen velegnede
steder, så vi begyndte med det samme at
abseile ned gennem Whympercouloiren i
håb om at finde en bivuakplads længere
nede. 4 reblængder nede fandt vi, hvad vi
søgte: en snehylde under en lodret klip-
pevæg, hvor vi ville være i sikkerhed for,
hvad der måtte komme ned ovenfra, og
efter en del arbejde med isøkserne havde
jeg hugget en plads på 50 x 120 cm,
hvor vi kunne sidde. Ud med ligge-
underlaget, og det var det. Det var endnu
ikke mørkt, men det ville snart blive det,
og det var ikke til at vide, hvornår næste
bivuakplads ville komme. Værre var det,
at vi ikke kunne sikre ordentligt, så det
eneste sikringssted var ved en stor blok
fire meter til siden, så vi blev nødt til at
håbe på, at ingen af os fik overbalance i
nattens løb, ellers blev man vel vækket af
pendulet! Det var nu 14 timer siden, vi
havde fået noget at drikke, så vi forsøgte
at smelte sne, hvilket ikke var helt let på
den smalle hylde. Vi fik en enkelt kop
grumset snevand, som jeg brækkede op
igen bagefter. Istedet delte vi en lille
flaske Drambuie, jeg havde taget med, det
kunne jeg bedre klare.
En meget lang nat senere kunne jeg
med glæde konstatere, at himlen var
blevet lysere, da jeg stak hovedet ud af
sækken. Jeg havde fået frost i tæerne i
nattens løb og var egentlig mere indstillet
på at afvente solens komme end at fort-
sætte nedstigningen med det samme. Det
blev dog et kompromis, og da vi startede
den næste abseil, nåede solen op til slut.
Resten af dagen husker jeg ikke så meget
af, men heldigvis var det ren rutine. Ab-
seile ned, lave nye ankre, ombinde knud-
erne, trække rebet ned og gøre klar til den
næste abseil. Efter yderligere 22 abseils
kunne vi fire os over klippen og nåede lige
akkurat over på den anden side af
bergschrunden.
|
