Navigation:     Start  >  Artikler  > Hinku    Uploaded 17-05-03

Hinku Jeg blev vækket ved, at en eller anden fugl brugte min næsetip som landingsplads, men den fik hurtigt travlt med at komme væk. Vejret var klaret op i løbet af natten, men jeg ventede med at krybe ud af posen, til solen var krøbet over bjergene i øst. Det var så godt som skyfrit. Kun langt nede i Hinkudalen lå et tæt skylag. Jeg havde håbet at have udsigt til nogle flotte bjerge på den anden side af dalen, men da den sidedal, jeg lå i, vendte mod sydøst, var der kun et par ræk- ker småbjerge bag hinanden inden hori- sonten forsvandt i teraiens dis. Det var hørt op med at sne, og der lå 15-20 cm uden for bivuakken, men med lidt held skulle solen nok få bugt med den. Sådan starter min dagbog fra min første morgen i Hinkudalen. Efter halvandet års planlægning, hvorved turen nåede at blive ændret flere gange, er jeg endelig kommet afsted til Nepal igen. Oprindeligt ville jeg have været mod Baruntse i Hunku, men da jeg ikke havde mod på at soloe West Cols 6200m lod jeg mig stille tilfreds med Hinkudalen. Sammen med en kammerat var vi startet fra landingspladsen i Lukla to dage Jan Elleby tidligere for at krydse det 4590m høje pas Zatrwa La, men da han fik lungebetændelse under opstigningen, var vi enedes om at skilles for en tid og mødes i Namche Bazaar senere. Jeg overnattede dog to nætter i passet for at forvisse mig om, at min kam- merat alligevel ikke kom op. Til sidst fort- satte jeg ned i Hinkudalen for at mødes med Nima, min bærer, som jeg havde sendt ned, da han fik højdesyge den første nat i passet. Tyve minutter over otte tog vi afsted og fortsatte den stejle nedstigning til Hinkudalen, vi havde påbegyndt i går. Mindre end en time senere stod jeg ved bredden af Hinkuflodens brusende vande. Hvilken fabelagtig dal. Netop som vi kom ned lå en perfekt lejrplads i skoven med udsigt til diverse bjerge, store græsplæner til telte og en hyggelig bæk der klukkede ved siden af. Floden var, som jeg kunne forestille mig en alpeflod var for hundreder af år siden, brusende ned gen- nem skoven, som her var en blanding af løv, bambus og rhododendrontræer. Og når skoven åbnede sig lidt, fik man et glimt af bjergene længere oppe. Vandstære fløj langs floden, og i bambustykningen hørtes mange

mig ukendte fugle, og jeg overvejede om ikke dette var verdens vidunderligste dal. I Tangnag mødte vi Pemba, som var en af Nimas venner, som boede alene her i dalen med familien. Egentlig skulle menuen have stået på tørkost igen i dag, men Pemba havde kogt en kæmpeskude kartofler, og Nima mente jeg burde smage en. Så pyt da. Det var simpelt hen himmelsk. Bedre kartof- ler har jeg næppe smagt, især da jeg op- dagede deres chilidip. Pemba led af en alvorlig generalforkølelse, der også havde sat sig med hovedpine, så jeg måtte åben- bart til at lege medicinmand igen. På vej over til teltet bemærkede jeg at skyerne havde løsnet sig lidt over mit hoved og skinnede rødt i aftensolen. Pludselig standsede jeg brat. Det kunne ikke være sandt, tænkte jeg, men så lettede skyerne lidt mere - det var bjerge dér over mit hoved, selv om jeg ikke fattede, hvordan der kunne være bjerge deroppe når Tangnag lå i sådan en dalbredning. Jeg glemte for en stund me- dicinen, men fik taget et par billeder af disse mystiske bjerge, og så var de væk. Strange! Seks dage efter jeg forlod Lukla, nåede jeg basecamp i Khare, knap 5000m og sendte min bærer hjem. Her forhørte jeg mig lidt om de nærliggende bestigningsmulig- heder. Den mest nærliggende mulighed var Mera Peak, 6476m, men de forrige to uger var to mand blevet revet med at en lavine og en anden var gået i en bergschrund. Naulekh, 6363m, var en anden mulighed, men gletscherflanken mod toppen skulle være ret så forræderisk for tiden. Endelig var der Kangtega, 6779m, men en nærmere recognoscering afslørede et isfald, som jeg ikke havde specielt megen lyst til at soloe. Jeg havde dog tid og forsyninger nok, og efter fire-fem dage mente jeg forholdene på Mera var bedret så meget, at det nok var risikoen værd at gå deropad. Jeg havde i mellemtiden tilsluttet mig en engelsk eks- pedition med samme mål, men de ville vente en dags tid mere, inden de gik op. Det siges at Mera er et af de mere lønnende mål i Himalaya rent bjergbestig- ningsmæssigt. Ikke nok med, at der skulle være en af de mest grandiøse udsigter deroppefra, man behøver ikke engang at bestige bjerget for at få hele udsigten, men kan nøjes med at gå til High Camp. Men bevares, hvis man absolut vil have en 6000'er, kan man blot fortsætte over High Camp. Og ganske rigtigt. Udsigten var der ikke noget i vejen med. Lige så snart man kommer fri af passet, kan man se Makalus enorme syd- og vestvægge rejse sig bag Hinku. Og langt, langt ude i øst ser man en markant bastion rejse sig mod horisonten, klart højere end alt andet: Kanchenjunga. Stik nord er det stadig Hinkumassivet, der tegner billedet, men de takker, som står bagved, vokser hurtigt Hinku over hovedet: Nuptse, Everest og Lhotse. Og samtidig dukker Cho Oyo op. At se fem 8000'ere på en gang er næsten for meget af det gode. Efter fire timers opstigning havde jeg passeret Mera La og nåede frem til Mera High Camp i 5800m. Det vil altid være et spørgsmål at overveje: overnatte og sove godt i Mera Las 5400m og have en lang dag forude eller 'bide den over' og kun have 650 højdemeter i stedet for 1050 med hvad deraf følger af højdeproblemer. Nu har jeg dog sjældent haft problemer med højden, så jeg mente nok jeg kunne forsvare at gå til High Camp. Det blev en ret så kølig nat, og jeg var glad for, at jeg havde min nye sovepose med. Min plan havde været at stå op kl. 3, koge et par timer og sætte ud halv seks, når det blev lyst, men det blev der ikke meget af. Hvorfor stå så tidligt op, når sneen i disse højder alligevel er fast hele dagen? Jeg ventede til lidt over seks, og det begyndte at blive lyst udenfor, hvorefter jeg tændte op under gryden med den varme chokolade, der var blevet bundfrosset i nattens løb. Også i dag var det et pragtfuldt vejr. Kun ned gennem Arundalen og mod teraien var der skyer, ellers stod alle bjergene som skåret ud af sten. Selv Kanchenjunga, som ligger over 100 km væk, stod så klart, at man næsten kunne udpege detaljer i dens enorme vestvæg. Efter en lille time nåede jeg frem til det sted, hvor centraltoppens nordøstgrat dyk- ker ned i Meragletscheren og laver et mindre séracbrud. Hidtil havde det gået relativt fladt deropad, men nu blev det stejlere. Nu var det

De sidste meter til toppen af Mera Foto: Jan Elleby bare at fortsætte op langs denne grat. Selv om jeg nu var kommet over séracerne, be- tød det ikke at sporet steg mindre, eller var det bare mig det følte det sådan? Jeg havde nået 6200m, gik stadig på læsiden af denhersens grat, og det var længe siden, jeg havde set nogen af toppene. Efter tre timer nåede jeg toppen af gratkanten i 6360m og kunne nu se begge toppe igen - tilsyneladende var centraltoppen højest, men nordtoppen lå længere tilbage, så det snød lidt. Nu kunne jeg se målet forude, og snart var jeg henne i sadlen under centraltoppen, hvor jeg fik et glimt ned i Hinkudalen dybt, dybt nede, men min opmærksomhed var rettet mod graten op til toppen. Et sidste stejlt stykke, så var jeg der. Jeg tog dog ikke højde for højden og måtte stoppe, pustende og stønnende et stykke oppe. Jeg kom til mig selv igen, nu kun 10-15m fra toppen, og straks efter var jeg oppe. Det var et ubehageligt koldt møde med toppen, da vinden stod direkte ind fra vest, men målet var nået, og jeg behøvede ikke stige "mera" op i dag. Ud af øjenkrogen kiggede jeg over på nordtoppen - jo, den sneg sig over horisonten og måtte være en 10-15m højere, men selv om gratryggen derovertil var ganske enkel, så jeg ingen grund til også at tage den med. Én seks- tusinder om dagen måtte være nok. Samme eftermiddag nåede jeg tilbage til basecamp. Englænderne var gået mod Mera La og ville lave Mera næste dag. Kun Dave var tilbage og havde lavet the, da han så mig komme ned. Dave var blevet nede, da han havde smerter for brystet, men efter en skrap gang anitibiotika tog han næste mor- gen kl. 3 afsted for at lave Mera på én dag fra basecamp. Det lykkedes ham da også, og tolv timer senere vendte han tilbage efter en succesfuld bestigning, og så var det min tur til at lave the i lange baner. Bedriften tog dog sin told: om natten blev han voldsomt syg og hostede blod, og så var det babu til Lukla. Jeg kunne lige så godt slå følge med dem. Jeg havde jo et hængeparti på Island Peak og en stående invitaion til at lave den sammen med englænderne. Selv om det medførte, at jeg skulle bryde basecamp i utide og vakle ned til Lukla med 45 kg fordelt i rygsæk og bæreposer...