Navigation: Quicklink   
Start  >  Artikler  > På bjergtur med let sæk
 
 Uploaded 27-03-01  
Artiklen bragt i Dansk Bjergklub nr. 5 - 2000, november 2000.



På bjergtur med let sæk

Jan Elleby

I den sydligste ende af Saastal i Schweiz
står et lille og noget overset bjerg, som
ifølge guidebogen skulle udmærke sig med
at have den bedste udsigt til
Macugnagawand, Monte Rosas østvæg,
som med en højde af 2 km er den højeste
bjergvæg i Alperne. I slutningen af august
var jeg med Erik Storm en lille uge i Saas
Grund for blandt andet at bestige dette lille
bjerg, Joderhorn.

Over morgenmaden på hotellet besluttede
vi at gå direkte til Citta di Malnate-hytten,
og så kunne vi måske tilmed bestige Monte
Moro om eftermiddagen, et noget mere
kendt bjerg. Det ville ikke kræve noget vi-
dere i klatreudstyr, så det ville blive en ren

badetur at lave denne tur med så lidt i sæk-
ken. Bussen op i dalen kørte i timedrift her
om formiddagen, og en halv time senere
stod vi af til et gensyn med Mattmark, hvor
vi begge havde været sidste gang for to år
siden på forskellige ture fra Saas Grund.
Men denne gang skulle vi lave noget sam-
men.

Det blev en dejlig tur op gennem den øver-
ste del af Saastal, og med en let sæk på
ryggen var det som en spadseretur op ad
Strøget. Ovenfor sydenden af søen holdt
vi en lille vandpause, som jeg benyttede
til at luffe ned og kigge nærmere på flo-
den, som fra dalens øverste dele løb ned i
den opdæmmede sø. Floden havde her gna-

Den store Madonnastatue vogter over Monte Moro-passet, i baggrunden Mischabelkæden

Den store Madonnastatue vogter over Monte Moro-passet, i baggrunden Mischabel-
kæden. Foto: Jan Elleby.





Jan Elleby på toppen af Joderhorn med Monte Rosas østvæg i baggrunden.

Jan Elleby på toppen af Joderhorn med Monte Rosas østvæg i baggrunden.
Foto: Erik Storm.

vet sig ned i en lille canyon, utilgængelig
ovenfra, men ganske flot at se på. Videre
oppe kom vi til Tälliboden, det højeste som
Erik havde været oppe i denne del af da-
len, mens det for mig var første gang jeg
var oppe i dette hjørne af Saastal. Der var
egentlig temmelig mange turister der tra
vede her, især når man tænker på at det
var lidt off-season, men det skyldes jo nok,
at den lange vandretur rundt om Monte
Rosa går her forbi og videre gennem Monte
Moro-passet. Flere så dog ud til at have
disponeret forkert og stod og tøvede ved
udsigten til bjergsiden op mod passet. Det
var ikke lige til at se, hvor stien monne gå,
men terrænet var tilstrækkeligt brudt til, at
det burde være en smal sag at gå op. Men
for det utrænede øje så det nok noget an-
derledes ud. Og det var faktisk ikke spor
besværligt. Efter en indledende halvstejl
gang blokmark kom vi op på klippesiden,
hvorefter stien fulgte et system af opsti-
gende klippebånd, en ukompliceret og hur-
tig måde at vinde højde på, og snart stod vi
højt over Tälliboden.
Oven for passet viste en stor guldbelagt
madonna vejen, der herskede ingen tvivl
om at vi nu var kommet til Italien.

På den anden side steg vi ned over nogle
slabs og stod pludselig midt i turist-
helvedet. En svævebane fører fra
Macugnaga op til umiddelbart under pas-
set, og ved en lille bjergsø ovenfor var der
tilsyneladende en hel skoleklasse, som
havde slået sig ned. Vi fik hastigt travlt med
at komme videre og steg ned til den yd-
myge hytte nedenfor. Herinde var der fred
og ro, selv om det kun er et par minutters
gang fra svævebanen, er det åbenbart for
besværligt for turisterne. Vi måtte selvføl-
gelig have os en cappucino, og da jeg så
at hyttefar havde génépi stående på hyl-
den, måtte jeg selvfølgelig give en omgang
heraf.
Jeg var så småt ved at være i opløftet





stemning, da Erik påmindede mig om, at
vi jo havde aftalt at kigge nærmere på
Monte Moro, så vi måtte vel hellere gå ud
og kigge så'n bare lidt.
Jeg havde måske været lidt for hurtig
til at pakke rygsæk, da jeg havde ladet min
guidebog blive nede i Saas Grund, men jeg
mente dog at kunne huske, at jeg havde
læst om en rute, som førte under sydvæg-
gen og frem til Uf de Galkernen, passet på
vestsiden af Monte Moro, hvorfra der
skulle være en forholdsvis nem vej op. Det
var dog ikke umiddelbart til at se, hvor den
rute skulle gå. En klippevæg dækkede det
meste af sydsiden og forløb videre neden
for Uf de Galkernen. Der var ingen tegn
på sti, hverken i blokmarken ovenfor svæ-
vebanen eller i klippevæggen, men måske
det var nemmere at se når vi kom tættere
på.
Vi kæmpede os gennem blokmarken
uden at se tegn på sti, men til sidst så jeg
noget, som lignede nogle lavinehegn i bun-
den af klippevæggen, og jeg foreslog, vi
gik derop for måske at kunne se noget der-
fra.
Lige under hegnene fandt vi en lille,
utydelig sti, som førte op til hegnene, og
hvad vigtigere var, videre på den anden
side. Dette var sandsynligvis problemets
løsning, og vi fortsatte op ad stien, der hur-
tigt vandt højde op gennem flanken. Det
var en til tider temmelig luftig sti i halv-



Monte Moro, 2985m. S-flanke og W-grat,
45 min. fra Rifugio Citta di Malnate
(WS).
Joderhorn, 3036m. W-grat, 1 time fra
Rifugio Citta di Malnate (L).
Rifugio Citta di Malnate, 3-4 timers van-
dring fra Mattmark (bus) over Monte
Moro-pass eller svævebane fra Staffa/
Macugnaga.

dårlig klippe uden nogen form for kabel
eller andet isenkram. Flere steder havde der
været små skred, og det virkede mest som
om det var en sti, som havde været opgi-
vet i mange år.
Men vi var sikre nok på fødderne, og
inden længe nåede vi toppen af flanken og
kort efter Uf de Galkernen. Vi fortsatte nu
op over den lette blokgrat mod toppen af
Monte Moro.
Monte Moro er jo et ganske kendt bjerg,
men jeg tror ikke der er så mange, der
bestiger det. Omend det ikke var røser, der
manglede på toppen!
Vi brugte en rum tid på toppen for at
nyde udsigten mod morgendagens mål,
men da først vi brød op, gik det så til gen-
gæld også uden stop nedover, og en god
halv time senere var vi tilbage ved hytten.

Vi var kun fire overnattende gæster på hyt-
ten, og der var derfor ingen grund til at
hytteværten stod tidligt op for at servere
morgenmad, i hvert fald ikke for vores
skyld. Så vi aftalte at vi først ville have
morgenmad klokken ni, så kunne vi nå at
lave Joderhorn inden morgenmaden, gan-
ske vist noget usædvanligt, men det burde
være muligt at lave den top forholdsvist
hurtigt. Så vi satte vækkeuret til klokken
tyve minutter over fem, og efter at have
ligget og snuet de sædvanlige ti minutter
var det bare at komme i tøjet, få fat i ryg-
sækken og liste ud af hytten. Det var dog
lidt svært at finde den rette vej op. Det før-
ste stykke skulle vi blot holde retningen
gennem den her forbandede blokmark, og
jeg så frem til, at vi nåede op på graten.
Men her blev det dog ikke bedre, da det
blot fortsatte med blokmark, dog i væsent-
ligt større størrelser. Og da vi gik i gang
med selve bjerget, skulle vi nærmest klatre
fra blok til blok. Lidt af noget rod, men vi
steg alligevel opad i et ganske pænt tempo.
Men vi havde også et tidspres, da vi gerne





ville være på toppen ved solopgang, og vi
kunne se den purpurfarvede himmel i vest
blive smallere og smallere, efterhånden
som tusmørket her blev fortrængt af en
orange farve der hvor solen havde nået.
Men vi var ikke hurtige nok. Fire mi-
nutter før vi nåede toppen, kunne vi se top-
pen af Monte Rosa lyse op i et rødligt skær,
solopgangen var en realitet. Og det gik hur-
tigt, for da jeg stod på toppen fire minutter
senere, havde solen allerede nået den øver-
ste halvdel af væggen. I ensom majestæt
hævede Monte Rosa sig højt over den sta-
dig mørklagte Anzascadal med den øver-
ste halvdel af væggen strålende i det årle
morgenlys. Jeg forstår det godt, når man
siger, at man fra Joderhorn skulle have den
bedste udsigt til Monte Rosa, for jeg havde
i hvert fald svært ved at forestille mig no-
gen bedre udsigtsplatform end denne, hæ-
vet næsten to km over Macugnaga. Og det
var ikke blot Monte Rosa, som kunne nyde
godt af den opstigende sol. Cima di Jazzi
og hele bjergkæden fra Strahlhorn til
Lenzspitze lyste op i et gyldent orangebrunt
skær, hvorover den friske blå himmel hvæl-
vede sig. Det var virkelig den lange tur til
dette lidt fjerne hjørne af Saastal værd. Det
varede ikke længe, før solen også nåede
ned til hvor vi stod, og straks blev nattens
kulde fortrængt. Så vi klatrede lidt ned ad
den stejle østside for at komme i læ for den
kolde vestenvind og fandt en fin lille plads
til at nyde morgenen på.
Vi blev oppe på toppen en halvanden
times tid, så kunne vi se solen nærme sig
hytten nede ved passet, og det måtte være
på tide at gå ned og få lidt morgenmad. Vi
tog afsked med denne fine top og påbe-
gyndte nedstigningen. Efter over en time
på den solbeskinnede top var det temme-
lig koldt, pludselig at være nede i vest-
flanken igen. Jeg havde kun min fleece og
windbreaker, men det havde været godt nok
til opturen, så måtte det også være godt nok
til nedturen. Snart var vi nede ved hytten
Erik nyder de første solstråler på Joderhorn mens Macugnaga endnu ligger i dæmring.

Erik nyder de første solstråler på
Joderhorn mens Macugnaga endnu
ligger i dæmring. Foto: Jan Elleby.

igen, og hyttefatter fyrede straks op under
hans italienske vidunder af en kaffema-
skine.
Vi havde nu ikke tænkt os at bruge læn-
gere tid på hytten, men den gode kaffe lok-
kede, og der gik derfor over en time, før vi
kunne kaste de lette sække på ryggen og
stige op mod Monte Moro-passet og til-
bage mod Schweiz. Resten af vejen var en
ren badetur. Som under opstigningen holdt
vi en længere pause ved Tälliboden, og jeg
måtte da også lige på fotojagt inden den
videre vej ned. Alligevel var klokken kun
et da vi nåede ned til dæmningen og kunne
kigge indenfor på restauranten for en god
gang rösti. Det var lidt svært at fatte, at vi
samme morgen havde besteget Joderhorn,
som nu lå delvist gemt i skyer i det bage-
ste hjørne af dalen.