Navigation:     Start  >  Artikler  > Solo Khumbu    Uploaded 18-05-03

Solo Khumbu i Solu Khumbu Jan Elleby Søndag den 16. oktober. Flight no. 706 er netop afgået fra Kastrup med destina- tion Karachi. Vi er fem mand høj som har valgt at brænde en bunke tusindkrone- sedler af ved at tage fem uger til Nepal. Vi, det er ud over mig selv og Erik Storm tre ikke-bjergklubsmedlemmer fra Roskilde- egnen, nemlig Bjarne Nielsen, Morten Jensen og Hans Dabelsteen, som derved fik sig en chance for at blive omvendt. Målet var Solu-Khumbu regionen samt et besøg hos Ama Dablam-gutterne. Trods de emsige og usædvanligt nys- gerrige toldere i Karachi nåede vi dog frem til Kathmandu, og vi regnede med at bruge næste dag på at ordne trekking permits m.v. så vi kunne komme til Jiri, trekkets udgangspunkt om onsdagen. Det skulle vi dog ikke regne med, mente den taxi- chauffør, der kørte os ind til byen, efter- som der netop var startet en stor festival, og alle regeringskontorer ville være luk- kede den næste uges tid. Dette problem fik vi dog hurtigt løst da vi fandt et trekking- bureau, hvis indehavers onkel var gode venner med indenrigsministeren. Seks ti- mer senere havde vi fået tilladelsen for- medelst 10 dollars ekstra, men måtte alli- gevel vente til fredag da der ingen bus kørte før. Busturen var et kapitel for sig. Vi havde betalt ekstra for at komme med ekspres- Forfatteren under en thepause

bussen, men alligevel brugte den 17 timer om de 188 km takket være et motorned- brud og en punktering, som dog blev negligeret. Gad vide om det var en tidlig- ere AG-bus...? Turen fra Jiri til Namche Bazaar er på godt 120 km og indebærer en samlet højdestigning på ca. 8000m. Det tager som regel en uges tid, og vi brugte 8 dage. Vi havde hyret tre bærere til at bære en del af vores udrustning op til Namche. Jeg havde været lidt skeptisk, hvorvidt det var nødvendigt med bærere, men derigennem havde vi alle en rygsækvægt, der var be- hagelig at bære, samtidig med, at vi ville have det nødvendige udstyr til disposition, når vi skulle ovenfor Namche. Endvidere var det ofte fremmende for kontakten med lokalbefolkningen, at vi havde lokale med. Første dag var en let halvdagstur - 500m op og 900m ned til Shivalaya, men efter- hånden blev etaperne længere. Vi faldt efterhånden ind i en behagelig rutine: op ved sekstiden og vække værtsfolkene. Herefter rygsækpakning indtil morgen- theen er klar, hvorefter der er afgang kort efter solopgang ved syvtiden. Fire-fem timers vandring, et par timers frokost- pause og en tre timer mere til fods inden natlogiet nås. Man kan uden større problemer forcere tempoet, men hvorfor skulle man det? Som det var kunne hver og alle tage sig tid til sine diverse gøremål under turen. Vi kunne studere husbyggeri eller markarbejde, og ofte faldt vi ind på et hyggeligt thehus. De obligatoriske toilet- besøg skulle der også være tid til. At vandre dernede i bakkerne viste sig snart at være væsentligt anderledes end de vandreture jeg er vant til at foretage herhjemme i Alperne og Skandinavien. Hvor man herhjemme udsøger sig uvej- somt terræn for at undgå for megen trafik, er de stier som man går i Nepal faktisk landets hovedveje, overalt er der en livlig trafik af bærere og lokale sherpaer. Med hyppige mellemrum er der små raste- pladser, og der er aldrig mere end en time til nærmeste thehus. Da kortmaterialet er temmelig upræcist, ved man aldrig, hvad der gemmer sig bag næste sving, og de mange små oplevelser undervejs gjorde, at jeg ikke så meget tænkte på, hvad som lå forude - det var livet lige nu og her. De første dage fra Jiri var det fortrins- vis risdyrkede terrasser vi passerede gennem, men snart blev terrænet stejlere og mere vildt med større højdeforskelle, og når vi krydsede bjergpas eller højderygge, var der ofte et interessant blik mod nord og de sneklædte bjerge. Efter fem dage og fire større pasoverskridninger nåede vi frem til rutens laveste punkt, Dudh Kosi- floden i ca. 1560m. De næste dage skulle vi følge den nordpå mod Namche, og med tiden skulle det også lykkes mig at nå frem til dens kilder i ca. 5000m højde. Nu hvor vi gik på langs af floddalene i stedet for på tværs af dem blev dagsetapernes højde- forskelle også mindre. Som vi steg op gen- nem dalen lagde vi også de sidste rismarker bag os. Over 2500m kan man ikke længere dyrke ris, og i stedet over- tager kartofler, gulerødder og andre rod- frugter. Dette skift ses også tydeligt i kosten man får undervejs. Hvor det de første dage næsten kun var ris på tusind måder blev maden mere varieret op langs Dudh Kosi. I denne del går desuden en af de vigtige nord-syd handelsveje, og ofte blev vi tilbudt appelsiner, mango eller andre frugter fra de tropiske regioner længere sydpå. Nu var et af vore mål med turen at besøge Ama-folkene i base inden de tog ned, men efterhånden som vi hørte nyt gennem folk, som kom ned deroppefra stod det os klart at ekspeditionen avan- cerede hurtigere end planlagt, og at de efterhånden var ved at bryde base. På sjettedagen nåede vi frem til Surkhe og var ved at indlogere os for natten, da en sherpa kom ned og fortalte at nogle fra ekspeditionen havde forladt Namche og ville nå Lukla samme dag. Da vi vidste de ville flyve ud derfra pakkede Erik og jeg hurtigt sammen og fortsatte op mod Lukla, som vi nåede halvanden time senere efter mørkets frembrud. Og efter en halv snes forgæves forespørgsler, fandt vi endelig Henrik og Caspar, trætte, men ved godt mod trods Henriks ukampdygtighed. Det blev sent den aften, da der var mange historier der skulle fortælles og meget

En tidlig morgen på vej mod Lamjura Pass Foto: Jan Elleby chang, som skulle drikkes. Næste dag skiltes vi, og mens Henrik og Caspar fløj ud, fortsatte Erik og jeg ned og mødte de tre andre tre timer senere på en kort dagsmarch. Nu manglede der blot en enkelt dag til Namche, og det var vel nok en af de flotteste, da stien går nede i den slugt floden har dannet. For nogle år siden hærgede en større flodbølge dalen, raserede tre kilometer af stien og tog 10- 15 broer med sig som kun delvist er genopbyggede, så det var et interessant studium i brobygningsmetoder. Til sidst krydsede vi floden for sjette gang og steg de sidste stejle 500m op til Namche, hvor vi traf de øvrige ekspeditionsmedlemmer og oprettede midlertidig base. Med ankomsten til Namche kunne vi starte på anden etape af vores turplan- lægning, som havde undergået en del ændringer undervejs. Vi havde fejlbereg- net tidsforbruget til og fra Jiri og havde nu kun otte dage til rådighed oppe i Khum- buregionen i stedet for de to uger vi oprindeligt havde regnet med, og det var på forhånd klart, at det var alt for lidt, men det kunne der desværre ikke ændres på. Vores plan havde været at lægge base i Dingpoche, en lang dagsmarch fra Nam- che, hvorfra vi kunne lave separate ture, men af tidsnød blev det nu Namche i stedet. Erik og jeg havde planlagt tre ture: en til Ama Dablam basecamp, en til Everest basecamp og en til Island Peak, men vi havde nu kun mulighed for at lave een tur, og vi besluttede os for Island Peak, mens de andre ville gå på Gokyo Peak, et traditionelt udsigtsbjerg i ca. 5360m. Et par timer før afgang næste morgen fik Erik dog kolde fødder og besluttede sig for Gokyo i stedet. Nu var jeg dog ikke så meget focuseret på at nå

selve toppen som Erik; for mig var det mere, at jeg ville teste mig selv i højden, så jeg valgte at tage alene afsted efter at have rådført mig med Jan N. og Peter, som netop havde været deroppe. For at undgå højdesyge anbefales det at ligge to dage over i Namche, stige langsomt og først gå mod toppen på nien- dedagen, men dels var min plan at opsøge problemerne, og derudover skulle jeg jo være tilbage i Namche otte dage senere, så det blev kun til en halv hviledag inden jeg gik videre mod klostret i Tengpoche, 3800m. Under indturen blev det mig klart hvilken opgave det var at gå op på Ama Dablam. Jeg havde godt nok snakket med en amerikansk ekspeditionsklatrer et par måneder forinden, og han sammenlignede bjerget med Cerro Torre, teknisk set; men det var nu alligevel noget andet at se det live. Dingpoche blev nået næste dag og havde egentlig været målet for den dag, men det var stadig længe lyst, så jeg fortsatte til Chhukhung, den sidste by i dalen i 4730m. Over 4000m åbnede dalen sig og blev efterhånden bredere, og da skoven forsvandt med højden, fik jeg uhindret udsyn gennem dalgangene. Den øvre del af Chhukhung-dalen bliver effektivt spærret af Lhotse, som er det mest mar- kante bjerg, når man har passeret Ama Dablam. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at højdeforskellen mellem Chhukhung og Lhotse var den samme som mellem Chamonix og Montblanc, uagtet det forhold, at Chhukhung på nær firs meter allerede havde Montblancs højde. Lodget i Chhukhung var nok det mest sympatiske på hele turen. Trods det, at det var en noget primitiv hytte, fejlede servicen intet, og værtsparret var i stand til at give gode råd om turen videre frem. De anbefalede mig at gå op på deres lokale husbjerg Chhukhung Ri, som med sine 5377m er et meget spinkelt forbjerg til Nuptse. Jeg havde godt nok hørt om mange bjerge hernede, men denne kendte jeg ikke, ejheller var den omtalt i føreren eller med på kortet, så det kunne blive ganske interessant. Da jeg gik derop næste morgen viste det sig at være mere interessant end svært. Selve bestigning- en var en ganske ukompliceret flanke- march, og det sværeste var at krydse bækken nedenfor bjerget, da nattefrosten havde overtrukket alle trædesten med et tykt ispanser. Var opturen let var udsigten fra toppen eminent. Hele Chhukhungdalen og Khumbudalen var linet op, og over bjergkæden stak Cho Oyo og Makalu frem - selv Numbur, som vi havde passeret under indmarchen en uge tidligere duk- kede op igen. Der findes mange andre udsigtsbjerge, og mange er højere, men få ligger så frit som Chhukhung Ri og giver udsigt til alle sider. Men måske bliver den overset, fordi man ikke kan se Everest herfra. I så fald er Nuptse og Lhotse en fortrinlig substitut. Efter en times tid på toppen gik jeg tilbage til Chhukhung, pakkede teltet ned og fortsatte op langs floden mod Island Peak basecamp. Floden var nu blevet væsentligt mindre, og i 5000m nåede jeg stedet hvor Lhotsegletscheren og Imjaglet- scheren mødes og Dudh Kosi udspringer - dens øvre løb dog kaldet Imja Drangka. Herefter var det slut med vandet - base- camp, som ligger hundrede meter højere bag gletscheren har intet vand, men det lykkedes mig dog at finde nogle isblokke i et tidligere vandløb. Fra base er der knap 1100m til toppen af Island Peak, og da jeg satsede på at gøre turen på een dag, startede jeg før solopgang fra lejren og nåede små tre timer senere frem til den øvre lejr i 5490m. De fleste tager sig mere tid til bestigningen og overnatter her, men det havde jeg ikke tid til, selv om det sikkert må være uhyre flot. Efter den øvre lejr blev terrænet lidt stejlere, men her var der en regelret sti som krydsede frem og tilbage mellem svagt markerede grater. Også her blev jeg overrasket over, hvor let man kan nå op i højden i Khumbu; det er mere et spørgsmål om højdetilvænning end teknik, om man kommer op. I 5750m bliver graten markant et øjeblik, inden den dukker ind under glet- scheren, der danner adgang til topvæg- gen. Først til sidst kommer man fri af de sidste séracs og kan se topvæggen, og her viste det sig at mine anelser blev

På Chhukhung Ri. Ama Dablam i baggrunden Foto: Jan Elleby bekræftet. Det havde været en snefattig periode og isvæggen var blotlagt flere steder med åbne brud. Jeg kunne måske nok klatre op, men nedover ville det afgjort have været en fordel at have været to så man kunne sikre på de svære passager. Hvorom alting er, følte jeg dog, jeg havde nået mit mål. Jeg var steget fra 3000m til 5900m på fire døgn uden at have haft højdemæssige problemer og behøvede derfor ikke at tage toppen med, selvom det nu havde været rart. Jeg tog trods alt alligevel en times slapper, inden jeg startede tilbageturen til base. Tilbage i base havde jeg nu tre dage, til jeg skulle være i Namche, men jeg reg- nede ud, at jeg lige kunne nå at aflægge Kala Pattar et besøg på tilbagevejen, og på en lang march nåede jeg dagen efter tilbage til Dingpoche og fortsatte op til Lobuche, næstsidste landsby i Khumbu- dalen i 4930m. Denne nat bragte snevejr med sig, men trods tunge skyer næste morgen ville jeg alligevel give Kala Pattar en chance. Godt det samme, for da jeg nåede Gorak Shep et par timer senere lettede skyerne lidt, og på toppen af Kala Pattar fik jeg en ganske acceptabel udsigt. Fortsætter man til Upper Kala Pattar under Pumo Ri, 5650m får man nok det bedste blik til Everest, som klart er hovedattraktionen her, men skulle jeg vælge, ville min favorit nok fortsat være

Chhukhung Ri. På vej tilbage til teltet vendte snevejret tilbage for en times tid, men det hørte op tidsnok til, at jeg kunne påbegynde den lange tilbagetur til Namche. Jeg nåede dog kun 300m ned inden det blev mørkt, så jeg tyede til et enkelt lodge nedenfor Khumbu- gletscherens moræne. Tidligt næste mor- gen startede jeg ud på de sidste 1500 meters nedstigning, og hen på eftermid- dagen nåede jeg Tengpoche, hvor jeg pludselig hørte nogen kalde på mig. Det var Hans, som var gået solo, efter at han havde måttet give op overfor Gokyo Peak på grund af højdesyge, så det er noget, som rammer i flæng. Mens jeg fik en the pakkede han rygsækken og vi fulgtes det sidste stykke til Namche. Hjemturen er der ikke så meget at skrive om. Til det sidste havde jeg håbet vi kunne krydse Trashi Labtsa og gå tilbage gennem Rolwaling, men da de fire andre meldte fra måtte vi gå samme vej ud som ind. Lidt uinspireret, så det havde nok været bedre om vi var fløjet ud i stedet. Således lykkedes det os dog at nå frem til Jiri en uge senere. Det vil vel næppe være sidste gang jeg tager derud, men en anden gang skal det nok være i noget længere tid - en uge er simpelthen for kort tid til et område som Khumbu.