Navigation:     Start  >  Artikler  > 50 meter fra hytten    Uploaded 04-07-03

50 meter fra hytten Jan Elleby Efter en fin uge i Chamonix i februar, hvor jeg introducerede Per Lyhne, en af mine gamle kursister, til vinter- alpinismens glæder og sorger, blev jeg hængende for at få lavet lidt mere inden jeg tog hjemover igen. Jeg indså hurtigt at det måtte blive en solotur, da de eneste alpinister til stede var en englænder som insisterede på at soloe Mont'en samt to svenske K2-aspiranter som nøjedes med at file på deres steigeisen om dagen og bestige baren om natten. Valget faldt på sydcouloiren på Col Armand Charlet i Aiguille Verte-gruppen, da det var et område jeg kendte fra tidligere vinterture, og efter nogle dages ustabilt vejr klarede det op så jeg kunne tage mod Montenvers. De første skiløbere fra Midi var allerede i syne længere oppe af gletscheren og jeg ventede til de havde passeret forbi under Montenvers inden jeg begyndte nedstigningen til gletscheren; da var de fleste af togets turister atter på vej ned mod Chamonix igen. Spor var der ikke mange af; gårsdagens snefald havde slettet dem, men der var dog et enkelt spor der førte væk fra stationen. Jeg fulgte det ned, idet jeg tænkte at det ikke kunne føre mange steder hen end ned til gletscheren. Jeg indså snart at det førte ned mod dalstationen på den lille svævebane som førte fra Montenvers til gletscheren, og som ifølge skiltning både i Chamonix og Montenvers skulle være lukket. Men ikke mere lukket end at den gik i gang da jeg var halvvejs nede. Og her havde jeg lige krydset adskillige laviner og ønsket jeg kunne tage svævebanen ned så jeg ikke   selv fik en lavine i hovedet. Men sådan skulle det altså ikke være. Jeg kom da ned til gletscheren uden at jeg selv eller underlaget var skredet, tog efter en kort pause mine steigeisen på og fortsatte ud på gletscheren. Efter en noget tricky passage gennem randspalterne med et friskt lag nysne nåede jeg ud til hovedpisten ned til Chamonix fra Vallée Blanche. Sneen var kørt fast her og noget lettere at gå i, derudover var de fleste spalter kørt til så snebroerne burde holde. Med den første forhindring således overstået gik det nu opad mod det sted hvor jeg skulle forlade Mer de Glace og veksle over på Leschauxgletscheren. Jeg ihukom turen ned fra Couvercle i '89 hvor klettersteigen ned til gletscheren var overiset og snelagt og ændret til en ikke helt let isklatrerute. Det havde jeg ikke lyst til at gentage, og da der i samme øjeblik kørte en lavine ned over normalvejen styrede jeg mod vinterstien som gik på Talèfregletscherens venstre sidemoræne. Denne rute var sikrere, men også noget længere. Så snart jeg forlod Mer de Glace var det slut med den gode sne, og jeg sank gentagne gange i til knæene. Men først efter jeg havde løftet min fulde kropsvægt plus rygsæk op af det forrige hul. Men trods alle anstrengelserne kunne jeg ikke undgå at beundre den barske skønhed med bjergenes aftegning mod den kraftige blå himmel, der stod i skarp kontrast til den flade gletscher uden det mindste spor af menneskelig aktivitet. 'Palle alene i verden' tænkte jeg. Kort efter stødte jeg endog på et skispor, sandsynligvis fra Midi. Det gjorde ikke

trådet lettere da jeg stadig sank i lige så ofte som før, men nu havde jeg da en nogenlunde sikkerhed for at jeg var på rette vej. Jeg kunne dog se at sporet ikke førte mod vinterstien til Couvercle men mod Leschauxhytten, og da det var ved at blive sent besluttede jeg at tage en nat her og fortsætte videre mod Couvercle den næste dag. Det blev efterhånden tungt med al den sne, men til sidst dukkede hytten op på bjergsiden og jeg kunne se, der stod en person udenfor som nok undrede sig over hvad det var for en personage som var på vej til hytten. Til sidst fik jeg dog krydset morænen og stod nu under den snerende der førte de sidste 50m op til hytten. Her havde de to andre parkeret deres ski, så det var bare at følge deres fodspor op til hytten. Jeg havde ikke nået mere end fire-fem skridt da jeg røg i spalten. Jeg ræsonnerede med det samme hvad der var sket, men mærkeligt havde jeg i styrtet åbenbart tid nok til at beundre lysets spil i de mange sneklumper jeg havde revet løs fra snedækket og som nu var på vej ned sammen med mig. Jeg fik dog snart andet at tænke på, da jeg et langt øjeblik senere landede blødt i en bunke sne med en halv kubikmeter sne ovenpå mig. Jeg blev umiddelbart grebet af panik. Sneen fastlåste mine bevægelser og jeg kunne ikke se eller trække vejret uden at få sne i munden. Skulle det virkelig ende på den måde, tænkte jeg mens jeg febrilsk forsøgte at grave mit ansigt fri af sneen med min højrehånd, som jeg fik kæmpet fri af sneen. Det lykkedes mig heldigvis hurtigt at grave ansigtet fri så jeg kunne trække vejret, hvorefter jeg lå uvirksom hen de næste fem minutter. Panik ville være min værste fjende nu, tænkte jeg mens jeg efterhånden fik pulsen ned og adrenalinet   lidt på afstand. Som jeg lå der kunne jeg umiddelbart konstatere tre ting. Jeg faldt ikke længere, jeg var ikke kommet til skade og spalten skulle være mulig at klatre op ad. Derudover tænkte jeg at de to på hytten vel på et eller andet tidspunkt ville begynde at undre sig over at jeg ikke kom op til hytten, så jeg kunne vel halvvejs forvente at de på et tidspunkt ville finde ud af hvad der var sket så jeg kunne få et hjælpetov oppefra. Således med situationen nogenlunde under kontrol kunne jeg begynde at lægge en slagplan, og mens jeg gjorde det kunne jeg passende befri mig selv for den tunge dyne af sne. Jeg kunne mærke at der var et hul bag mine fødder, så med hænderne og isøksen, som jeg stadig havde i håndslyngen, begyndte jeg møjsommeligt at grave mig fri. Jeg var landet på ryggen med benene hvilende på en tilsyneladende solid sneklump, hvorimod jeg havde ingen ide om hvad der befandt sig - eller ikke befandt sig - under overkroppen, så det var nok bedst at være forsigtig. To timer senere havde jeg gravet snedyngen nogenlunde ud og efter at have kæmpet en arg kamp med rygsækkens isede spænder lykkedes det mig også at frigøre mig fra denne - jeg kunne nu rejse mig forsigtigt op og sondere terrænet nærmere. Jeg stod på denhersens sneklump ca. ti meter nede i spalten med rygsækken delvist begravet i et hul til den ene side mens spalten fortsatte i hvert fald syv-otte meter ned til den anden. Ikke en skramme havde jeg pådraget mig, så man må sige jeg var sluppet svineheldigt. Spalten var 60-70cm bred med lodrette sider hvor jeg stod, og med to økser burde det være en smal sag at klatre op igen. Jeg havde lyst til at klatre op med det samme og komme ud derfra, men min rygsæk ville jeg ikke efterlade, og derudover sad min anden økse fast bag på sækken, så jeg måtte

hellere grave den fri også. Den havde åbenbart kilet sig godt fast, og da jeg ikke var interesseret i at grave for meget af min dyrebare snebro væk tog det yderligere en halvanden times tid inden den var frigjort så meget at jeg kunne komme til den. Det var efterhånden blevet sent, og da det nok ville tage nogen tid at klatre op, havde jeg i mellemtiden besluttet mig for at tilbringe natten i spalten. Tanken var ikke så frastødende som det umiddelbart lyder. Jeg så det at komme ud af spalten som et stykke arbejde der skulle gøres, og kunne jeg ikke gøre det på en dag måtte jeg bruge to. Så efter at have iført mig selen og sikret mig til en isskrue fandt jeg sovepose og bivuaksæk frem og forberedte mig på natten. Jeg regnede på nuværende tidspunkt ikke med at de to på hytten ville lave mere i aften, men de kunne ikke undgå at bemærke hvad der var sket når de i morgen tidlig fulgte deres spor tilbage til deres ski og endte ved et stort hul. Henad elleve var alt klart og jeg kunne slukke for pandelampen. Men aldrig så snart havde jeg gjort det før mit trange fængsel blev oplyst af et overjordisk lysskær som kom fra spalten under mig. Overjordisk - ja ikke helt forkert da månen skinnede ned gennem det hul jeg havde lavet da jeg faldt i spalten, og blev reflekteret fra isvæggene under mig. I løbet af natten kunne jeg se hvordan månen bevægede sig fra spaltens ene væg til den anden og sidenhen kunne jeg betragte stjernerne på den lille stump himmel jeg havde udsyn til. Ofte var det de samme stjerner jeg så når jeg kiggede op, men hvis det var nogle andre måtte det være fordi jeg havde sovet. Henad otte syntes jeg, jeg havde ligget længe nok og gjorde mig klar til opstigningen. Jeg fandt reb og sneanker frem og   sammen med mine to isskruer og to økser skulle jeg nok komme op. Rygsækken bandt jeg fast i den anden ende af rebet så den kunne hives op når jeg selv var oppe. Så var jeg klar til at stige op. Jeg huggede et par trin i sneen på højde med den første isskrue, klatrede op til dem og satte den næste skrue så højt jeg kunne nå, hvorefter jeg klatrede ned igen og hentede den første skrue. Op igen til mine første trin hvorfra jeg huggede to nye inden jeg klatrede videre op. Således klatrede jeg op, ned og op indtil jeg kom til det øverste snelag hvor sneankeret kom til sin ret. To meter mere og jeg kunne vælte mig bagud og op på gletscheren, 16 timer efter jeg røg i spalten. Solen var ganske vist ikke fremme, men det var rart at se bjergene igen. Kun en svag kold vind og ikke en sky på himlen. Alt så roligt og fredfyldt ud, hvis ikke det var for det store hul i sneen foran mig. Jeg kiggede op mod hytten. De to høveder deroppe havde på et eller andet tidspunkt gået ned til deres ski inden de var fortsat videre op ad Leschaux- gletscheren. Mit dybe spor fra dagen før var delvist føget til, men ikke til at overse, og deres friske skispor, der krydsede mit spor tre meter fra hullet, var heller ikke til at overse! Man skulle være mere end almindeligt blind for ikke at se hullet, så det var vist meget godt jeg selv havde taget affære i stedet for at vente på assistance oppefra. Jeg fik bjærget mit sneanker fra den modsatte spalteside, det var jo let nok med træk oppefra, og riggede med det og mine økser en standplads klar, så jeg kunne hive min sæk op. Nå, men vejret var fint og alt under kontrol, så skulle jeg måske se at komme videre mod Couvercle? Næ, jeg syntes ligesom min begejstring for solobestig-

ninger her i området var kølnet noget, så jeg gravede sneen ud af min rygsæk og begav mig på vej ned mod Montenvers. Som min filosofi altid har været bør man bede om audiens inden man går i gang med en bjergbestigning. Får man audiensen vil bestigningen normalt lykkes, men får man den ikke, så... Jeg forstod vinket med vognstangen om at der ikke var træffetid i denne omgang, så jeg måtte hellere trække følehornene til mig. Tilføjes skal det også   at de hvide, træagtige klodser for enden af mine fingre næppe ville bryde sig om for mange nætter mere heroppe. Jeg passerede under Couvercle som lå på bjergsiden 400m over mig. Jeg kiggede op - jeg skal nok få den tur i kassen før eller senere. Aiguille Verte-gruppen. Foto: Jan Elleby