Navigation:     Start  >  Artikler  > Til afterparty i Reintalangerhütte    Uploaded 26-01-03

Til afterparty i Reintalangerhütte Jan Elleby Sommeren var på vej, og efter en lang og træls vinter kunne det ikke gå hur- tigt nok med at komme i bjergene igen. Og hvad var så mere nærliggende end at udnytte en af de forlængede helligdagsweekender. Suppleret med et par ekstra feriedage skulle der nok blive tid nok til at få lavet et bjerg eller to sydpå. Belært af mine tidligere erfarin- ger med Wallis vidste jeg nok at vi ikke skulle stræbe for højt, og sammen med Jacob Klaris besluttede vi at forsøge os på Zugspitze i Wetterstein i pinsen. Hjem fra arbejde onsdag, skifte rygsæk,   mødes på Høje Taastrup og så med det direkte nattog til München. Og allerede næste formiddag kunne vi skuldre sæk- kene i Garmisch-Partenkirchen og sætte kursen mod Reintal. Den mest benyttede rute på Zugspitze går fra nord over Höllentalferner, men da vi havde hørt at nordsiden stadig var nærmest begravet i sne valgte vi i stedet at gå efter den klassiske rute over SW- graten til toppen, og med lidt held stige ned den lige så klassiske rute over Jubiläumsgrat. Og skulle det være klas- sisk var det indlysende at vi skulle gå hele vejen ind gennem Reintal og derved forsage både bjergbanen til Zugspitzplatt og de to svævebaner der fører direkte til toppen. Der var blot lige den hage at vi ikke havde kort over den nedre del af Reintal, men hvis først vi ramte den rig- tige dal kunne der ikke være meget at tage fejl af. Det var såmænd en meget fed fornem- melse at stige direkte ud af toget og tage på bjergtur. Mindre end en halv time se- nere stod vi ved mundingen af Partnach- klamm, en snæver slugt hvor floden havde skåret sig dybt ned gennem klippen i sin vej mod de brede dale længere nede. To euro var taksten for at gå ad den udhuggede sti gennem slugten, og det var rigeligt pengene værd. Og når man så som bjergklubsmedlem kommer igennem til halv takst var det nærmest en ren for- På vej op gennem Partnachklamm. Foto: Jan Elleby.

Halvvejs op gennem Reintal begynder de imponerende bjerge at træde frem. Foto: Jacob Klaris-Jensen. æring. Klatring i slugten var der dog ikke så meget af, da de stejle vægge var klamme og mosbegroede med vandet si- lende ned over. Men flot var det nu. Længere oppe gennem dalen passe- rer man yderligere et par snævre steder, og så udvider dalen sig gradvist. Jeg havde aldrig hørt om Reintal før, og jeg blev positivt overrasket over dalens skøn- hed. Vi følte os nærmest hensat til en ca- nadisk vildmark, for selv om de omkring- liggende bjerge næppe var over 2500m høje ragede de højt op over dalens ud- bredte skove. Der er intet at sige til, at hele dalgangen er fredet som naturpark. Efter et par timers vandring nåede vi ind på landkortet ved en flot og uhyre blå sø, der var opstået ved at et bjergskred i for-   gangne tider havde dæmmet floden op. Det ville have været det perfekte sted at bivuakere, men på den anden side ville vi også gerne nå lidt højere op i dalen inden det blev mørkt. Klokken var således henad otte, da vi nåede frem til Reintalangerhütte, den første bjerghytte i dalen. Ifølge hyttens hjemmeside ville hytten åbne dagen efter, så vi var ganske vist forberedt på at den var bemandet. Men hvad der mødte os ved hytten var dog alligevel noget af en overraskelse, for man skulle tro vi var dumpet ned i en hippielejr anno 1968. Fadølsanlægget var sat ud på terrassen, det samme var ghettoblasteren, og mens Mick Jagger blæste sin rustne stemme ud over terræ- net var det tydeligt at se at festen havde været i gang længe. Overalt var der byg- En enkelt fustage er vel ikke for meget når man skal til party på en bjerghytte. Foto: Jacob Klaris-Jensen.

get varder op i landskabet, den ene mere fantasifuld end den anden, et havemøbel- arrangement stod klart på en grusbanke midt ude i floden, og langs bredderne stod alskens vanddrevet legetøj og snurrede med strømmen. Vores pludselige tilstedeværelse vir- kede til at begynde med noget uønsket, og vi blev da også straks fortalt at hytten altså var lukket. Jeg svarede at det så- mænd ikke gjorde så meget, det var vi jo forberedt på, men om ikke lige vi kunne købe en fad inden vi gik op i skoven for at bivuakere. Og efter lidt intern diskus- sion fik vi da lov at købe en øl hvis vi indtog den i den anden ende af terras- sen. Der gik dog ikke mange minutter før hyttefolket blev nysgerrige over, hvor vi kom fra, for tysk var det jo ikke vi talte, og snart fik vi lov at rykke ind i festen i den anden ende af terrassen. Folkene her   på hytten havde brugt den forløbne uge på at gøre klar til sæsonen, og dagen i dag var deres første og sidste fridag in- den gæsterne kom væltende. Så der var intet at sige til at stemningen var høj. Og inden aftenen var omme var fadøllet på husets regning, og vi fik tilmed lov til at overnatte i annekset, en separat 24-per- soners hytte som vi fik helt for os selv. De mange fadbamser havde gjort deres virkning på hyttefolket, for da vi forlod annekset næste morgen var der knap kommet liv i hovedhytten. Det kunne vi dog ikke tage os af, da vi jo havde et bjerg at bestige. Vi fortsatte op gennem dalen, passerede trægrænsen, og over en afskyelig grusbunke af en moræne nå- ede vi op til Knorrhütte for foden af Zugspitzplatt, udgangspunktet for de højeste bjerge i Wetterstein. Historien fra Udsigten videre op gennem dalen set fra terrassen på Reintalangerhütte. Foto: Jan Elleby.

Schneefernerkopf set fra Zugspitzplatt. Foto: Jacob Klaris-Jensen. Reintalangerhütte kunne have gentaget sig her, idet Knorrhütte først åbnede om lørdagen, men der var hverken musik el- ler øl på husets regning at få her. Allernå- digst kunne vi dog få lov at få en plads på sovesalen mod betaling. Den følgende morgen vendte vi vort forehavende med hytteværten, men han afviste kategorisk muligheden at bestige Zugspitze. Dele af ruten op forløb over en klettersteig, og da der stadig lå op til fire meter sne i ruten, betragtede han et forsøg som en umulighed. Nå, men hvis Zugspitze ikke var mulig, så var der vel nogle andre bjerge han kunne anbefale. Han tænkte kort og sagde så, at Wetterstein i maj, nej, det var for tidligt at bestige bjerge. Vi sagde tak for tippet, men ville dog alligevel gå op på Zugspitzplatt for at se det an. Vintersneen startede lige uden for hyt- ten, og vi fulgte de gamle skispor, fra da   Knorrhüttes hyttevært ugen før var an- kommet til sin hytte oppe fra bjergbane- stationen. Vel oppe på Zugspitzplatt var det indlysende at se, at Zugspitze ikke var i konditioner; det var ikke til at se hvor ruten gik op, tværtimod kunne vi tydeligt se de friske lavinespor ned over flanken, der førte op mod graten. Men der måtte være et alternativ, og det fandt vi på den modsatte side af pla- teauet i Schneefernerkopf. Denne top er med 2875m den næsthøjeste top i Wetterstein og havde en interessant nordflanke med et stejlt snefelt til lige under toppen. Ifølge mit bedagede kort havde der i sin tid ligget en lille gletscher her, men den var der intet spor af, og sand- synligvis smelter denne lille sneflanke væk i løbet af sensommeren. Men her var det maj, og flanken var lige den lille ud- fordring vi havde brug for, nu vi ikke kunne komme på Zugspitze.

Der var dog ingen grund til at hive rebet frem, for der var ingen spalter i sneen, og sneen selv var alt for dårlig til at tage nogen form for sikring. Så det blev en fornøjelig tur op, hvor Jacob, den unge løve, hurtigt overtog teten og lavede spor op til vestpasset. Jacob var netop for- svundet rundt om et hjørne da den dumpe lyd af faldende sne brød freden. Det var en af vægterne fra graten ovenfor der var knækket af, og lavede sin egen minilavine ned over sneflanken. Dog uden at der var nogen risiko, idet sneskreddet passerede mig over tyve meter borte. Således uden uheld nåede vi op til vest- passet, hvorfra en iset kalkgrat førte det sidste stykke til toppen. Vi havde haft hæderligt vejr på vejen op, men netop som vi nåede toppen drev skyerne ind over fra Østrig og lukkede al sigt ude. Vi valgte at standse lidt under højeste punkt, der lå under en af de tilbagevæ- rende vægter vi havde set under vejen op, for vi havde set nok til disse vægters kvalitet til at vi ikke ønskede at stige op på dem. Ikke desto mindre var det det bedste vejr vi hidtil havde besteget en top under; sidste gang vi havde været på en top sammen var på Lauberhorn i vinters, hvor en snestorm nær havde blæst os af graten. Vi blev en stund på toppen for at se, om ikke det skulle klare op, men da dette ikke var tilfældet, påbegyndte vi nedstignin- gen. Selvfølgelig klarede det så også op, da vi var nede i flanken igen. Et par timer senere stod vi atter nede ved Knorrhütte, hvor hytteværten blev noget overrasket over, at det alligevel var lykkedes os at lave en top. Og nu var hytten åben, så vi kunne 'sagtens' få en plads. Jo tak, det havde andre også fundet ud af, for mens vi havde været på bjerget, var hytten ble-   vet stuvende fuld. De besøgende und- rede sig lidt over hvor vi kom fra, da vi kom væltende ned over sneflanken mod hytten ovenfra, men endnu mere overra- skede blev de da vi blot pakkede det grej vi havde efterladt på hytten og efter et kort ophold fortsatte ned mod Reintalangerhütte. Også her var hytten fuld, og der var i mellemtiden lagt en anden plade i ghettoblasteren. Ikke desto mindre kunne vi da lige snige os til et par pladser - på de tyske hytter er det heldigvis sådan, at bjergklubsmedlemmer har fortrinsret til pladserne frem for ikke-medlemmer. Gan- ske vist havde vi bivuakkerne med, men i begyndende regnvejr var det ikke så sjovt at bivuakere ude, så hellere dele sovesal med alle de andre gæster. Pinsesøndag gryede tung og trist, og vi var meget glade for at vi nu var for ned- adgående og ikke havde satset på at lave et bjerg i dag. Vi kunne nu i ro og mag trave de 16 km ned gennem Reintal, til- bage til Garmisch-Partenkirchen hvor hotellet ventede. Det havde været fire gode dage i bjergene, og det havde væ- ret overraskende hvor let og smertefrit det gik med at komme med toget frem og tilbage. Der er ingen tvivl om, at Wetterstein er en overvejelse værd hvis man står og har et par fridage man ikke lige ved hvad man skal bruge til. Praktiske oplysninger: Fører: Härter, Beulke, Pfanzelt: Alpenvereins- führer Wetterstein und Mieminger Kette, Bergverlag Rudolf Rother, München. Tog af København 18.51, an Garmisch- Partenkirchen 11.57 Tog af Garmisch-Partenkirchen 09.07, an København 21.59 Pris København - Garmisch-Partenkirchen, 2-pers. Superpris, pp 867,- plus reservation