Det har regnet et stykke tid nu. En silende
regn, som er så karakteristisk for fjeldet
heroppe. Der er dog ingen vind, og bortset
fra regnens trommen på teltet er her stille.
Helt stille. Dødsstille.
Pludselig bliver stilheden imidlertid afbrudt
af tunge støvletramp udenfor. Lynlåsene
bliver revet op, og en drivende våd mands-
person vælter ind i teltet. Han når næppe
at ryste vandet af sig, før en behåret hånd
griber efter whiskyflasken. Han sætter fla-
sken for munden - glurg, glurg, glurg - og
tager sig en ordentlig syp. Langsomt skruer
han kapslen på igen, sætter flasken til side
og udstøder et tilfreds suk. Langsomt bli-
ver det våde tøj smidt til side, og efter et
par knuder på snørebåndet går støvlerne
samme vej. Han kigger ud: det regner min-
dre nu, og der er en enkelt stump blå him-
mel mod syd. Han sukker igen og ligger
sig til rette på karrimaten med whiskyfla-
sken inden for behagelig rækkevidde.
"Damn it" tænker han ved sig selv. "Nu
igen!".
Han tager endnu en syp og lader tankerne
glide tilbage til for kun fire timer siden,
hvor solen skinnede fra en halvskyet blå
himmel, hvor han lå på ryggen og nød so-
len, alt imens han filosoferende betragtede
skråningerne, der rejste sig umiddelbart bag
lejren. Ikke særlig høje, så de ud, men han
vidste, at der bag den tilsyneladende top
befandt sig et højt bjerg - Sälka, som de
lokale kaldte det. Og som så mange gange
tidligere filosoferede han over, hvilken vej
det ville være den naturlige at tage, hvis
man ville op der. Han gik en runde i lejren,
|
konstaterede, at tøjet, som var hængt til
tørre, nu også var tørt, og samlede det ind.
Men tankerne var stadig ved bjerget bag-
ved. Tusind højdemeter over fire kilome-
ter, det skulle der vel ikke være så mange
ben i. Han studerede skråningen endnu en
gang. "Højre - venstre - højre, det skulle
kunne klare det!" tænkte han og pakkede
et par småting ned. Kort tid efter var stien
krydset, og han var på vej op.
Som han steg, blev udsigten over det flade
land mod vest videre, alt imens teltet svandt
ind til en lille sølvgrå plet mod flodens delta
i baggrunden. Efter en god time blev ter-
rænet lettere, og toppen bagved dukkede
efterhånden op. Mørk og dyster hævede
den sig over plateauet, han stod på, med
højeste punkt skjult i skyerne. "Halvanden
time til, og jeg er deroppe!" tænkte han og
vadede videre.
Pludselig bliver han afbrudt i sin tanke-
række, da en helikopter i lav højde flyver
over teltet. "Hvis I kommer for at redde
mig, kommer I for sent!" tænker han og
bliver pludselig klar over, at det er små-
koldt. Han er stadig klam af regnen, og det
er koldt, når han ikke er i bevægelse. Han
tager en hurtig slurk til af flasken og sæt-
ter den så til side. Han retter nu sin opmærk-
somhed mod kogeapparatet, ser at der er
sprit nok på og tænder det. "En gryde varm
suppe ville vel næppe være af vejen!" tæn-
ker han og finder en af de sidste blåbær-
supper frem. Tyve minutter senere læner
han sig tilbage, mæt og veltilfreds, med
fødderne i soveposen. "Det er noget andet
end at sidde bag den forpulede sten i det
|