Navigation:     Start  >  Artikler  > Sälka    Uploaded 14-09-01

Fra det gamle arkiv: Sälka Af Fluen på væggen (forfatterens borgerlige navn er redaktionen bekendt...) Det har regnet et stykke tid nu. En silende regn, som er så karakteristisk for fjeldet heroppe. Der er dog ingen vind, og bortset fra regnens trommen på teltet er her stille. Helt stille. Dødsstille. Pludselig bliver stilheden imidlertid afbrudt af tunge støvletramp udenfor. Lynlåsene bliver revet op, og en drivende våd mands- person vælter ind i teltet. Han når næppe at ryste vandet af sig, før en behåret hånd griber efter whiskyflasken. Han sætter fla- sken for munden - glurg, glurg, glurg - og tager sig en ordentlig syp. Langsomt skruer han kapslen på igen, sætter flasken til side og udstøder et tilfreds suk. Langsomt bli- ver det våde tøj smidt til side, og efter et par knuder på snørebåndet går støvlerne samme vej. Han kigger ud: det regner min- dre nu, og der er en enkelt stump blå him- mel mod syd. Han sukker igen og ligger sig til rette på karrimaten med whiskyfla- sken inden for behagelig rækkevidde. "Damn it" tænker han ved sig selv. "Nu igen!". Han tager endnu en syp og lader tankerne glide tilbage til for kun fire timer siden, hvor solen skinnede fra en halvskyet blå himmel, hvor han lå på ryggen og nød so- len, alt imens han filosoferende betragtede skråningerne, der rejste sig umiddelbart bag lejren. Ikke særlig høje, så de ud, men han vidste, at der bag den tilsyneladende top befandt sig et højt bjerg - Sälka, som de lokale kaldte det. Og som så mange gange tidligere filosoferede han over, hvilken vej det ville være den naturlige at tage, hvis man ville op der. Han gik en runde i lejren, konstaterede, at tøjet, som var hængt til tørre, nu også var tørt, og samlede det ind. Men tankerne var stadig ved bjerget bag- ved. Tusind højdemeter over fire kilome- ter, det skulle der vel ikke være så mange ben i. Han studerede skråningen endnu en gang. "Højre - venstre - højre, det skulle kunne klare det!" tænkte han og pakkede et par småting ned. Kort tid efter var stien krydset, og han var på vej op. Som han steg, blev udsigten over det flade land mod vest videre, alt imens teltet svandt ind til en lille sølvgrå plet mod flodens delta i baggrunden. Efter en god time blev ter- rænet lettere, og toppen bagved dukkede efterhånden op. Mørk og dyster hævede den sig over plateauet, han stod på, med højeste punkt skjult i skyerne. "Halvanden time til, og jeg er deroppe!" tænkte han og vadede videre. Pludselig bliver han afbrudt i sin tanke- række, da en helikopter i lav højde flyver over teltet. "Hvis I kommer for at redde mig, kommer I for sent!" tænker han og bliver pludselig klar over, at det er små- koldt. Han er stadig klam af regnen, og det er koldt, når han ikke er i bevægelse. Han tager en hurtig slurk til af flasken og sæt- ter den så til side. Han retter nu sin opmærk- somhed mod kogeapparatet, ser at der er sprit nok på og tænder det. "En gryde varm suppe ville vel næppe være af vejen!" tæn- ker han og finder en af de sidste blåbær- supper frem. Tyve minutter senere læner han sig tilbage, mæt og veltilfreds, med fødderne i soveposen. "Det er noget andet end at sidde bag den forpulede sten i det

forpulede møgvejr!" siger han til sig selv og tænker på det nødly, han havde måttet søge der i næsten 1500m højde, da vejret pludselig slog om. Han havde jo netop nået det pas, hvorfra man endelig får udsigt mod øst og skulle netop tage et par billeder, da regnen kom og landskabet mod vest forsvandt i en grå, intetsigende masse. Han vidste, der var et klippefremspring længere nede, hvor han kunne sidde i ly, og der løb han hen. Mens regnen faldt, studerede han kortet lidt nær- mere. Kun 450 højdemeter endnu til top- pen, men hvis vejret ikke bedredes, måtte han vel nøjes med en af de to sidetoppe i ca. 1500m. Hvad han ikke så, var, at sky- erne bevægede sig ned ad bjerget. Han så det ikke, før det var for sent, og de grå vattotter drev forbi klippefremspringet. "Så er det ned!" sagde han helt højt og løb ud i regnen, idet han forestillede sig vanskelig- hederne ved at krydse ned over skrænterne i tåge. Han nåede dog at se, at det ikke læn- gere regnede, men sneede. Men ned kom han da. Nedturen var det samme gamle scheisse. Blokmarken glat som sæbe, den slimede jord ikke meget bedre, og sump alle de steder det var fladt. Han letter atter på teltdugen, efter at det har været mistænkeligt stille det sidste kvarters tid. Skyerne er ved at spredes, og der er enkelte solstrejf og en del blå him- mel bag punkt 1477, som i mellemtiden er blevet iklædt et tyndt lag nysne, som dog hurtigt falmer i solen. "Hvis jeg havde ven- tet tre timer til, havde jeg måske slet ikke skullet tænke på regn og sne!" bander han og går ud for at se lidt på vejret. Der er stadig tunge skyer i vest, men der er sol på de øvre skråninger bagved. "Om jeg for- Fra Sälkas plateau halvvejs oppe får man overblik over gletscherne mod øst. Foto: Vel næppe Fluen på Væggen?

står, hvad der får folk til at tage herop!" tænker han. "Der er mere regn end sol, og regnen er som regel på de forkerte steder på de forkerte tider. Den sidste uge har der næppe været en dag, hvor jeg ikke blev generet af regn, og denne dag var ingen undtagelse. Og dette er min femte sommer- tur! Gad vide, hvornår jeg bliver klogere!". Men vejret bliver ikke bedre. Småbyger kommer og går, og der falder efterhånden ro over lejren. Kun en skramlen høres nu og da fra kogeapparatet eller en rislen, når theen bliver hældt op. Og mens mørket fal- der på, forsvinder den lette vind, og der bliver stille. Helt stille. Dødsstille.