Navigation:     Start  >  Artikler  > En anden måde...    Uploaded 27-03-01

En anden måde at bruge week-enden på Jan Elleby Læser man i gamle numre af bjerg- bladet, vil man se, at der i tidligere tider eksisterede en tradition for at tage til Alperne på forlængede weekendture; en mulighed, der ikke bliver anvendt for meget for tiden. Imidlertid skulle jeg mene, det stadig er muligt at få lavet noget sydpå for en weekend, så en fredag i oktober tog jeg sammen med Tom Foster til Saas Fee, hvor vi ankom udhvilede ved middagstid om lørdagen efter at have sovet natten væk på toget. Men andre velsagtens brugte middagen til at traske ned til Kul- lens klipper tog vi stien over Hannigalp op til Mischabelhütte, som var vores udgangspunkt for søndagens bjergtur. Stien er rimelig stejl, men da der ikke var faldet sne af betydning endnu, voldte den ikke de store problemer, og vi nåede hytten i 3329 m inden det blev mørkt. Vores plan havde været, enten at lave nordøstvæggen på Lenzspitze eller samme grat på Nadelhorn, alt efter forholdene, men det skulle dog vise sig at blive noget helt andet. Da vækkeren ringede, kunne vi konstatere, at der blæs- te en veritabel storm udenfor, og vi havde nærmest det indtryk, at hytten kunne blæse ned om ørerne på os, men i og med at hytten havde stået der i 87 år blev den nok stående et par dage til. Ved halvotte- tiden var vinden dog begyndt at løje af, og vi kunne så småt begynde at tænke på at komme afsted, og efter en time kunne vi starte ud ad graten, som førte op til Hohbalmgletscher. Foto: Doug Smith. At vi havde mistet fire værdifulde timer om morgenen betød et væsentligt afbræk i vores planer; hvis vi skulle være i Basel samme aften, kunne vi næppe nå hverken Lenzspitze eller Nadelhorn, så vi lod os nøjes med Ulrichshorn, en sidetop til Nadel- horn i 3925 m højde. For at nå dertil skulle vi først krydse Hohbalmgletscheren for at nå over til Windjoch, og det var ikke særlig problematisk, da stormen og fygesneen havde sandblæst gletscheren så der næp- pe var en snekorn tilbage. Under Windjoch lå der dog dybe driver, hvor sneen føg

Foto: Jan Elleby Mod toppen af Ulrichshorn; i baggrunden Nadelhorn. over passet og dækkede vores spor så snart vi havde sat dem. Windjoch blev nået, og i samme øjeblik vi stak hovedet op over vægterne ramte vinden som et kølleslag, der skyndsomt fik os til at trække hovederne til os. Da vi dukkede op igen et par minutter senere, var det med hue og vanter og alt snøret godt til. Vi spildte ikke mere tid i passet, men fortsatte straks op mod toppen, egentlig ganske tilfredse med, ikke at skulle gå på Nadelhorn i den vind. Termo- metret ved hytten havde vist minus 8, og med vindfaktoren oveni var det ret så køligt, så det var meget godt, vi ikke skulle ud på en 4 timers gratvandring til Nadelhorn. Trods vinden var sigten gan- ske udmærket efterhånden som skyerne af fygesne lagde sig, hvilket var en kraftig fordel i og med at Ulrichshorn går for at være et af de bedste udsigtspunkter i Saas-området. Lenzspitzes nordøstvæg stod på den anden side af gletscheren og grinte af os, men den må vi nok vende tilbage til en anden gang. Tyve minutter blev vi på toppen, så var det på høje tid at stige ned, inden vi frøs til snemænd, og det var en lise, da vi kunne dykke ned under de frelsende vægter under Windjoch. Tilbageturen var nu kendt terræn. Først ned ad skrænten til glet- scheren, træde nye spor gennem snedriv- erne for foden, krydse gletscheren tilbage til graten og ned til hytten igen. Vi kunne se, at vi havde gjort det rigtige i ikke at gå igang med Lenzspitze eller Nadelhorn, da det nu var ud på eftermiddagen, og vi stadig manglede tusind højdemeter ned til svævebanen. Tom havde været lidt dårligt gående under turen, så han steg ned efter en kop the og en håndfuld rosiner, mens jeg blev tilbage, ryddede op og lukkede vinterrummet af. Den stejle passage under hytten var let nok at finde vej ned gennem,

Foto: Jan Elleby Tom på toppen af Ulrichshorn. men al den sne, som stormen havde føget ned fra gletscheren, havde lagt sig som en uformelig masse neden for væggen og var et forbandet ælte at tumle rundt i. Til sidst kom dog også jeg ned, og det lykkedes mig at indhente Tom hundrede meter før svævebanestationen. Denne så underlig død ud, men et sted derinde sum- mede en motor, og efter at have kimet løs med klokken kunne vi også blive betjent. Banen lukkede kl. 16.30, og da vi endelig fik en kabine ned var den 16.20, så der havde ikke været megen tid at give væk af. 16.28 var vi så nede ved dalstationen til mit nok hidtil hurtigste besøg i Saas- Fee. Ved at skyde genvej gennem et par hotelhaver og springe over et stenhegn eller to lykkedes det os at klare turen ned til busstationen, så vi kunne nå bussen 16.34 mod Brig. Perfect timing. Vi kunne godt have nået bussen en time senere, men som det var nu, kunne vi få tid til et fornuftigt måltid mad i Brig inden det gik videre mod Basel. Halv to mandag eftermiddag var vi så tilbage på hovedbanen igen, klar til at påbegynde en ny uges arbejde. Jeg havde dog taget fri, mens Tom skulle på arbejde samme eftermiddag. Det virkede dog ikke som om, vi kun havde været væk en weekend, men snarere som en hel uges ferie, så når tiden tillader det og vejr- meldingen en anden gang lover godt vejr sydpå... Praktiske oplysninger: Tog af København 16.40, an Saas-Fee 12.52 Bus af Saas-Fee 17.34, an København 13.30 Pris København-Brig, 2-pers. Superspar- preis, pp 995,- Tlf. vejrudsigt i Schweiz: 00941-31-162