|
Vejret klarede endelig op og Per og jeg blev enige om at vi her på den sidste dag ville gøre et forsøg på Kukovi. Kukovi var dog en af de allernederste toppe, med indstigning direkte fra den nederste parkeringsplads. Sammen med Jes og en fjerde startede vi ud på sydvestgraten. Jes og den anden klatrede først og forsøgte først på sydvæggen, men kom snart over i sydvestgraten ovenfor os. I mellemtiden var Per og jeg steget op over noget stejlt blokmark, som efterhånden gik over i ruten. Halvvejs oppe i den officielle 1. reblængde lavede vi endelig standplads, og som sædvanen var overlod jeg 1. reblængde til Per. Lige op gennem en diedre, ind og ud mellem to træer, og på gratkanten resten af vejen. Per holdt dog noget længere mod højre og kom først op på gratkanten da han lavede standplads. Jeg lavede endnu en variant da jeg kom til det sidste træ, idet jeg traverserede et par meter længere til højre og kom over på en pillar, jeg kunne følge til et overhæng. Venstre om og ud over overhænget og et kort stykke op til graten hvor jeg mødte Per igen. Temmelig bombet, men vi var også enige om at denne reblængde var ret fjernt fra den III-° reblængde som var angivet i føreren. Jeg førte anden reblængde som var ret kort og let, og kom op til en større platform under en platte, hvorfra jeg kunne overskue næste reblængde. Da de to andre var af vejen startede Per så ud på tredie reblængde. Et kort venstrechassé bragte os til midt på platten, og via nogle riss frem til en meget smal og dyb scharte ved gratkanten mellem et forbjerg og graten. Det var lige akkurat til at klatre op i kamin, men klippen var her ekstrem skarp og meget brutal, så på de få meter fik jeg flået adskillige huller i mine bukser. Fri af scharten fortsatte ruten op ad en ny og stejlere platte med en smal og stejl vandfuret balkon som adkomstvej. Skiftevist brugende den som greb eller trin fik jeg møvet mig op til overhænget, som jeg kom over ved hjælp af et handjam. Det var stejl og svær, men virkelig fed klatring, og jeg blev efterhånden overbevist om at jeg nok ikke bør lægge klatringen på hylden sådan lige med det samme. Over overhænget lagde klippen sig noget tilbage, og snart var jeg oppe nos Per igen. Så var det min tur på fjerde reblængde, og jeg førte op over et par små platter og op på gratkanten igen, hvorfra resten af ruten var visibel. Cirka tyve meters travers hen til passet mellem de to toppe udgjorde resten af reblængden, og efter lidt klatring op og ned nåede jeg frem til foden af det højeste punkt og lavede standplads. Mens jeg ventede på at Per kom, dukkede to østrigere op fra sydvæggen og kiggede grundigt på væggen som rejste sig over os. Den var kun omkring 7m høj, men der var ingen spor af hverken trin eller greb, og jeg havde i forvejen en skeptisk mistanke. Per kom op, og efter en længere palaver enedes vi om at abseile ned sammen med østrigerne da ingen af os havde lyst til at føre den væg.
|
Dansk Bjergklub
