1976

Skulle jeg have en mulighed for at nå op måtte jeg gå efter et mere overkommeligt mål. Hvilket bringer mig frem til 1976, hvor jeg lavede den første tur til noget, som med en del god vilje kan betragtes som en turistmæssig bestigning, idet jeg den 1. juni i en alder af 12 år klatrede op på Høje Sandbjerg, som med sine 85m er en ganske beskeden størrelse, men alligevel et af de højeste punkter i Københavnsområdet. Hvor Rytterknægten ikke tæller med da det var en cykeltur, og Norgesturen ikke bragte mig til nogen form for top, var Høje Sandbjerg første punkt jeg nåede til fods. Ganske vist havde jeg taget cyklen til foden af bjerget, men da det var for stejlt at cykle op blev det således min første fodtur. Det var sen aften og mørkt, så der var en fin udsigt over lysene i Trørød og Hørsholm. Under sådanne forhold kan selv en 85m-top være både interessant og spændende.