Under min tur til Lappland året før var jeg faldet i snak med en tysker fra Braunschweig, og da han inviterede mig på besøg den følgende påske var jeg ikke sen til at sige ja tak. For ikke bare lå Braunschweig i nærheden af Harzen hvor der også var bjerge, men Gerhard Boemke, som han hed, var på nuværende tidspunkt den eneste i min kontaktkreds som dyrkede bjergbestigning. Nuvel, vi fik et par fine vandreture i Harzen, men bjergbestigning blev det ikke til, derimod et par lange aftner med dias fra Dolomiterne og megen god bjergsnak.

Min anden lange vandretur i Lappland denne sommer inspirerede mig til at forsøge at kombinere den svenske vildmarks store vidder med de mageløse bjergscenerier i Alperne, og i efterårsferien tog jeg atter til området omkring Grindelwald, dog denne gang med sovepose og telt i bagagen. Jeg ville vandre et par etaper på vandreruten Hintere Gasse, og allerede på andendagen foretog jeg min første bjergbestigning, da jeg travede op på det 2681m høje Faulhorn. Dette bjerg er et ganske populært udflugtsmål fra Grindelwald via svævebanen til First, men jeg synes nu alligevel jeg gav bjerget den nødvendige respekt ved at vandre op de over 2000 højdemeter fra Interlaken.

Jeg skulle dog snart lære at der er forskel på Lappland om sommeren og Berner Oberland i oktober. Jeg havde nemlig ikke tænkt på at tage lys med, og det medførte at det blev posetid meget tidligt på aftenen. Det var dog held i uheld, for ved min anden lejrplads ved Bachalpsee var jeg oppe kl.4 om morgenen og satte mig ned til søen for at afvente dagslysets komme. Morgentågen hvilede tungt over landskabet, og kun langsomt blev det lysere. Men pludselig brød solen frem bag en bjergtop, og på ingen tid forsvandt tågen og åbenbarede synet af Wetterhorn, som spejlede sig i den nu solbeskinnede sø. I samme øjeblik stod det lysende klart for mig, at dér måtte jeg op på et eller andet tidspunkt. Der var ingen vej tilbage!