1983

Dette blev året, hvor jeg for første gang tilbragte mere af min tid om sommeren i Alperne i stedet for som hidtil i Lappland. Hvilket dog ikke var planlagt således, da det snarere skyldtes at mit telt blev flået i stykker under et stormvejr på Lapplandsturen, og jeg derfor blev tvunget til, hastigt at afbryde turen. Men som sådan var det meget symptomatisk for mine sommeraktiviteter i tiden fremover. Tre uger i Alperne blev det til denne sommer, hvor jeg begyndte hvor jeg sluttede året før, nemlig i St. Johann in Tirol. Jeg ville her kigge lidt nærmere på Kaisergebirge, men på grund af meget varmt og tordenlummert vejr blev det kun til en enkelt top her.

Jeg fortsatte i Val Ferret, hvor bjergklubben holdt årets sommertræf i La Fouly. Det var en ganske positiv oplevelse at møde så mange andre danskere med samme interesse, og snart var vi en gruppe som fandt sammen om at bestige Tour Noir, som hævede sig højt over byen. Det blev en ganske spændende tur, da det var ni måneder siden nogen sidst havde forsøgt sig på ruten. Vi nåede aldrig toppen, men var halvvejs oppe alligevel nødt til at fortsætte, da det på grund af lavinefare ville være for farligt at vende om. Fra passet under toppen måtte vi så stige ned på den anden side, og det var første gang nogen sinde jeg satte mine ben i de franske alper. Og dem som har været i Argentièrebækkenet vil vide, at flottere velkomst fås ikke!

Efter denne overskridning af Col d'Argentière var det næsten rutine da jeg sluttede sommeren af med endnu en tur til Aletschgletscher med Jan og hans kammerat Peter. Og alligevel ikke, da der skulle to forsøg til før vi nåede toppen af Mönch, som derved blev min første 4000m-top i Alperne. Der er jo altid noget ved den første firetusinder, men med oplevelsen fra Ferret i baghovedet var Mönch alligevel en smule tam.

Så fik jeg nu alligevel mere kam til mit hår da jeg i efteråret tog med Joachim og hans far til Silvretta, ja egentlig tog vi til Dolomiterne, men efter en recognosceringstur rundt om Langkofel måtte vi flygte på grund af heftigt snefald. Men i Paznauntal var der fint vejr efter nysne, og vi fik her lavet tre fine ture. Og den ene af de tre toppe, Geißspitze havde det i sig. Hvor jeg to år tidligere var vendt om på Kitzbüheler Horn var der ingen kære mor her, de to andre havde været i bjergene i mindst 25 år, så det var bare om at følge med. Og med sved på panden og langt ned ad ryggen lykkedes det mig at komme både op og ned, en stor oplevelse rigere.

Jamtalferner med Jamspitzen og Piz Buin, et overraskende vildt hjørne af Silvretta.    

Bjergture 1983:
Kaisergebirge (juli)
Val Ferret (juli)
Berner Alpen (juli)
Silvretta (oktober)
Diverse klatreture til Harzen og Kullen
Bjergbestigninger 1983:
Maukspitze
Mönch
Geißspitze
Westliches Gamshorn
Rauher Kopf