Jeg var efterhånden blevet tilfreds med min rutine i sne og på gletscher, men havde også indset at bjergbestigning også indbefattede klippeklatring af en vis standard, i hvert fald hvis man ønskede at klatre de lidt mere spændende ruter. Så derfor brugte jeg forsommeren på at arbejde lidt mere med klippen, supplerede mine ture i Harzen med en enkelt tur til Ith og var i perioder nærmest bofast på Kullen, hvor jeg klatrede en del med daværende hyttevært Flemming Gøtke. I pinsen tog vi til Näfels i Glarner Alpen for at træne på længere klipperuter, og sluttede af med at klatre sydvæggen på Untersberg nær Berchtesgaden, med 12 reblængder min længste rute indtil da.

På nuværende tidspunkt var det endegyldigt slut med at reservere mine sommerferieuger til Lappland, så denne gang kunne jeg tilbringe hele syv uger i Alperne. Min tidligere danske bjergmakker Jan var i mellemtiden flyttet til Jylland og havde fået andre interesser, men i stedet fik jeg kontakt med Erik Kristensen, og han var villig til at være med på den første del af denne lange odyssé. Vi begyndte med at føre forårets klippeklatring op i lidt større højder og tog til Göschenen i Urner Alpen, hvor vi blandt andet klatrede den flotte sydgrat på Bergseeschijen, og hvor jeg en passant fik foretaget min første solobestigning af en 3000'er da jeg besteg Lochberg på den modsatte side af dalen.

Vi var nu rustet til de store bjerge og tog efter en mellemstation i Furka videre til Zermatt, og en af de første ture gik til Rimpfischhorn, hvor vi valgte at forsage bjerghytternes komfort til fordel for en bivuak. Sammen med den utroligt afvekslende bestigning som normalruten på Rimpfischhorn udgør blev det til en totaloplevelse, som jeg den dag i dag vil betragte som en af de bedste normalruter på noget bjerg.

Erik blev desværre skadet ved et styrt under nedstigningen og rykkede kort efter til Sydfrankrig, hvilket efterlod mig i Zermatt uden makker. Heldigvis fandt jeg snart en ny i tyskeren Christoph Balz, som var nede for at introducere en kammerat på bjergene, og efter en optagelsesprøve på Oberrothorn i store mængder nysne kunne jeg få lov at gå med på deres store projekt denne sommer: Liskamm-Monte Rosa overskridningen.

Det blev fire lange dage, hvor vi var i gang i sammenlagt 52 timer. Med udgangspunkt i Theodulhütte besteg vi først Breithorn, og overskred derefter Castor, hele den fem kilometer lange grænsegrat på Liskamm, samt tre af toppene på Monte Rosa, deriblandt den højeste, Dufourspitze. Og så var der 25 km og over 3000 højdemeter nedstigning tilbage til teltet i Zermatt. En fantastisk tur, som egentlig ikke er særlig svær, men kræver en vis rutine, da der ofte ikke er plads til fejltrin.

Vores sidste tur sammen gik til Allalinhorn og Feechopf, og var nærmest en videregående prøve, for hvor Christoph havde ført langt det meste under vores firedages tur var det nu mig som skulle føre vor lille gruppe fra start til slut. Og selv om sne- og vejrforholdene ikke var de allerbedste førte jeg ruten igennem uden problemer, og bestod således prøven med glans.

Jeg sluttede sæsonen af med endnu en tur til Østrig, hvor jeg havde planlagt at traversere Geigenkamm, den lange bjergryg mellem Pitztal og Ötztal, men en halv meter nysne satte en stopper for de planer. I stedet blev det til blot tre bestigninger med et par rigtig lange tilgange, alene min overskridning af Venet indbefattede en travetur på 61 km på én dag!