Op gennem 80'erne fandtes der i Dansk Bjergklub en mindre fraktion, der kaldte sig Alpin Gruppe. Denne gruppe var blevet indstiftet sidst i 70'erne for at skabe kontakt og fællesskab mellem alpint interesserede, men efter en serie uheld i Alperne med dødelig udgang i 1980-82 var det ikke længere så populært at dyrke bjergbestigning. Og da disse episoder tidsmæssigt faldt sammen med, at den moderne klippeklatring bredte sig fra Frankrig efter åbningen af den første 7. grads rute betød det, at Alpin Gruppe nu i overvejende grad beskæftigede sig med klippeklatring, dog fortsat primært i Alperne, men uden sne og is.

Alpin Gruppe var derfor spydspidsen når det drejede sig om at finde nye og spændende klatresteder, og i 1984-85 afholdt gruppen klatretræf i Calanquerne i Sydfrankrig. På hjemturen i 1985 var de 'tilfældigvis' kørt forbi Buis-les-Baronnies i Provence og fandt det sted så fantastisk, at man her i 1986 forlagde træffet hertil. Og dette var netop hvad vi talte om, da vi sad regnet inde på høloftet nedenfor Brügglerwand. Beslutningen blev hurtigt taget, og effektueret på mindre end en time. Og næste morgen rullede vi i strålende solskin ind i Buis-les-Baronnies til et par herlige dage med perfekt klatring.

Det var en fin optakt til sommeren, hvor det så endelig lykkedes mig at foretage den Geigenkamm-overskridning, som jeg havde måttet vende om på to år tidligere. Jeg havde ganske vist håbet på at slutte af med at bestige Wildspitze, men da jeg lå fanget af dårligt vejr et par dage på Geigenkamm blev der ikke tid til det, for jeg havde jo min sædvanlige aftale med Christoph på campingpladsen i Zermatt.

Min sommer i Wallis var meget lig den foregående, men denne gang tog vi standlejrprincippet til det ekstreme, da vi slog lejr i næsten 4400m højde under toppen af Parrotspitze, for her brutalt at afgræsse alt, hvad der måtte være tilbage af 4000m-toppe, som vi endnu ikke fået besteget de to foregående år. Og alt blev vitterligt græsset ned, ikke blot den uanselige Balmenhorn, men også Entdeckungsfelsen i Lisjoch. Ikke på nogen måde hverken en top eller en firetusinder, men alligevel af historisk betydning, da det var det første punkt i Monte Rosa nogensinde, der var blevet besteget. På vejen ned tog vi Riffelhorn med, og da vi endelig nåede tilbage i Zermatt havde vi været væk i 11 dage.

Turen til Monte Rosa satte dog også sine spor på en anden måde. I forsommeren fandt den berygtede nedsmeltning på Tjernobyl-atomkraftværket sted, og i løbet af sommeren blev der påvist en kraftig forøgelse af strålingsniveauet mange steder, herunder i de højtliggende europæiske bjergegne. I Østrig blev det direkte frarådet at spise sne i over 2500m højde, men det vidste vi ikke noget om før vi kom hjem fra Alperne. Ikke desto mindre havde vi i en halv snes dage bogstaveligt talt levet af sneen to kilometer højere på en østvendt grat. Tre-fire måneder senere begyndte mit hår at falde af i store mængder, men lægevidenskaben herhjemme udtalte at der ikke var nogen sammenhæng med det forøgede strålingsniveau. Men at også Christoph på præcis samme tidspunkt også tabte en del af sit hår mere end antydede en sammenhæng.

Det havde dog trods alt været en udmærket tur, men et og andet tydede på, at dette var den sidste tur i den trilogi af bjergsomre jeg havde haft med Christoph. Han havde nemlig taget kæresten med på denne tur, og ud over at tre er et dårligt tal i bjergene har man kun for ofte set, at når kæresten går ind går bjergene ud, før eller siden.