Efter nu i de fleste år primært at have gået i bjergene med tyske makkere begyndte jeg, tvunget af omstændighederne, at rette mig mere mod Dansk Bjergklub i min søgen efter ligesindede bjergtagne. Jeg havde nogle år før bestået optagelseskravet til Alpin Gruppe, og var blevet indmeldt den foregående sommer. Så nu var tiden inde til at prøve noget nyt, da jeg i påsken tog med på en fællestur til nationalparken Paklenica i daværende Jugoslavien, nuværende Kroatien. Paklenica viste sig at være et fremragende klatrested med lange ruter på fantastisk god klippe. Alligevel blev turen lidt af et antiklimaks, idet jeg erfarede at der i Alpin Gruppe var mange lukkede grupperinger, og til trods for at vi var henved halvtreds klatrere afsted var det ofte svært at finde en makker. Så det blev ikke til mere end tre klatredage inden det gik hjemover igen.

Men kunne jeg ikke udnytte mit medlemskab af Alpin Gruppe til noget fornuftigt havde jeg heldigvis andre muligheder. I løbet af vinteren havde jeg fået ikke færre end tre interessante tilbud: dels en tur til Mount Kenya med en fyr jeg kendte på ambassaden i Jeddah, dels havde Erik Storm foreslået en tur til Khumbu-distriktet i Nepal, og dels havde Joachim tilbudt en ekspedition til Svalbard med bestigninger fra egen båd. Alle tre meget interessante ture, men der var kun tid og råd til én. Og efter megen overvejelse faldt valget på Nepal.

I efteråret fandt den første danske Himalayaekspedition sted med Ama Dablam som mål, og da de fleste af deltagerne var i min omgangskreds var det mig meget nærliggende at holde tæt kontakt. Jeg var således med på gruppens fællestræningstur til Dauphiné, og herefter videre til et tougers gensyn med Chamonix. Jeg havde ganske vidst ingen makker her, men fik alligevel et par udmærkede bestigninger med hjem. For mange vordende alpinister er Montblanc det første mål, men jeg skulle altså gå i bjergene i syv år før tiden var inde og jeg fik besteget bjerget på en fin tredages solotur. Og det var også min sidste chance for at sætte ny højderekord i Alperne.

Nepalturen var ganske interessant, og her kunne jeg genopleve fornemmelsen af at være blandt rigtig høje bjerge, som jeg havde oplevet det tilbage i 1981. Formålet med turen var overordnet set af besøge Ama Dablam-ekspeditionen, men jeg havde også en klar beslutning om at ville have et bjerg med hjem. Vi var fem mand afsted, og hvor de tre var tilfredse med blot at lave Everesttrekket havde jeg overtalt Erik til at gøre et forsøg på Imjatse, også kendt som Island Peak. Erik trak dog i land da vi nærmede os de høje bjerge, og da vi nåede Namche Bazaar skiltes vi for en uge da jeg så agtede at forsøge mig på Imjatse alene mens de andre trekkede ind til Gokyo.

Det lykkedes mig dog ikke at nå toppen. Jeg var ellers ganske godt gående, men da jeg i omkring 5700m nåede op på gletscheren erfarede jeg, at mine steigeisen ikke passede til støvlerne. Jeg havde lånt dem ud et par måneder forinden, og ham som havde lånt dem havde indstillet dem til en kortere længde uden at stille dem tilbage igen eller give besked om at de var ændret. Heroppe på gletscheren havde jeg ikke værktøj til at justere dem, og jeg måtte fortsætte uden. I 5960m, 200m under toppen måtte jeg dog vende om, da jeg fandt det for risikabelt at forsøge mig op over den stejle topvæg uden jern. Men en ting var sikker: jeg måtte tilbage hertil igen og lave et ordentligt bjerg.