1990

1990 var planlagt til at give mig mit egentlige gennembrud i Himalaya. Op gennem 1989 havde jeg ihærdigt forsøgt at stable en ekspedition til syvtusinderen Baruntse på benene, men det var mere end vanskeligt at skaffe deltagere. Jeg fandt egentlig tidspunktet meget velvalgt, for i 1991 skulle den første danske 8000m-ekspedition finde sted, og der måtte da være flere her som kunne have brug for noget forudgående højdeerfaring. Men selv om jeg havde opnået de nødvendige tilladelser fra de nepalesiske myndigheder havde mit projekt ingen interesse, og det endte med at jeg kom til at betale langt det meste af tilladelsen selv, uden at kunne bruge den til noget som helst.

Da jeg således ikke selv kunne komme til Baruntse forsøgte jeg i stedet at kandidere til det kommende års Dhaulagiri-ekspedition, men blev afvist af Henrik Jessen fordi jeg ikke havde tilstrækkelig erfaring. Det havde jeg nu meget svært ved at forstå, havde jeg måske ikke netop lavet den første danske vinterbestigning af Aiguille Verte? Og mere uforståeligt blev det da jeg efterfølgende så hvem som kom afsted på den ekspedition, hvor der var flere som havde væsentlig mindre erfaring end jeg havde. Jeg blev derved overbevist om, at der måtte være andre grunde til, at Henrik ikke ville have mig med, men at han ikke hverken før eller siden har villet forklare sig nærmere er mig lidt af en gåde. Men eftertiden har vist, at dette ikke var den eneste gang Henrik Jessen ønskede at have indflydelse på, hvem som kunne komme til Himalaya og hvem som ikke kunne.

Heldigvis undlod jeg at lade min skuffelse gå ud over min egen bjergbestigning. Hvis der ikke var nogen som ville med på min tur eller jeg kunne komme med på andres kunne jeg da bare klare mig selv. Og sjovt nok viste det sig nemmere at opnå kontakt når jeg var indstillet på at lave en tur alene. Således betænkte min nabo Martin Sjøstrøm sig ikke mange minutter da jeg i Täsch tilbød ham at gå med på Pollux. Og min gode gamle bjergkammerat Christoph dukkede op med et forslag om at lave Täschhorn sammen på en weekend. Og efter adskillige forsøg gennem de foregående år lykkedes det mig denne gang at nå toppen. For som jeg sagde: det kræver en Crimi* at nå toppen af Täschhorn.

Og Nepal skulle jeg nok komme til alligevel, da jeg tog afsted i syv uger i efteråret. Jeg ville tage gennem Hinku ind for at kigge nærmere på Baruntse, og så bestige Mera Peak på vejen. Undervejs fandt jeg det dog alligevel for risikabelt at lave solobestigninger fem-seks dagsmarcher fra nærmeste beboelse, og valgte derfor at lade mig nøjes med Mera og så have en måned her og udforske de nærliggende egne. Det var en helt anden oplevelse at lave så lang en tur alene, og jeg fik et meget nærmere forhold til både de lokale og andre klatrere. I Mera basecamp blev jeg knyttet til en engelsk ekspedition, og efter de havde haft et forgæves forsøg lykkedes det mig som den første dansker at bestige centraltoppen. Dagen efter toppede englænderne, og da de få dage senere skulle videre spurgte de om ikke jeg havde lyst til at følge med dem til Imjatse, som de også havde tilladelse til. Og da jeg efter 14 dage i basecamp trængte til at se noget andet var jeg ikke sen til at sige ja.

Så to år efter jeg måtte vende om på grund af defekt udstyr lykkedes det mig alligevel at bestige Imjatse. Og ikke nok med det - dagen efter blev jeg vækket af englændernes sirdar, som spurgte om ikke jeg havde lyst at gå med ham til Lobuje Peak. Denne top havde englænderne også booket, men havde nu afskrevet den på grund af tidnød. Men selv om sirdaren mente at vi nok kunne nå at lave den sammen på en dags tid syntes jeg lige på det øjeblik jeg havde fået bjerg nok. To sekstusindere på 11 dage måtte være nok, og jeg havde mere lyst til at trekke ud og kigge nærmere på et andet flot bjerg jeg to år tidligere havde øjet i bunden af dalen bag Junbesi.

* Christophs kælenavn

Højt på den smalle snegrat på Täschhorns SE-grat.    

Bjergture 1990:
Näfels (april)
Täsch (juli)
Täschalp (september)
Nepal (oktober)
Chamonix (december)
Diverse klatreture til Kullen
Bjergbestigninger 1990:
Pollux
Kiellastjåkka
Alphubel (2. best.)
Täschhorn
Mera C
Imjatse