Det meste af dette år gik jeg ledig, og da det således kneb med finanserne blev jeg desværre nødt til at indskrænke mine bjergaktiviteter noget. Vinterens alpetur gik denne gang til Chamonix, og atter en gang var det med en ny makker. Denne gang Per Lyhne, som var en af kursisterne fra alpinkurset i 1991, som jeg havde bevaret kontakten med, og som nu var klar til at prøve kræfter med sin første vinterbestigning. Vi nåede ikke vort primære mål Aiguille de Rochefort, men vi fik dog besteget to mindre bjerge i stedet og havde en rigtig god tur ud af det.

Jeg havde dog regnet med, atter i år at skulle lede bjergklubbens alpinkursus, det kunne da i hvert fald finansiere min tur til Alperne og tilbage, og nu havde jeg i mellemtiden en kursusmanual fiks og færdig. Men da sommeren nærmede sig og jeg ikke blev spurgt måtte jeg lige høre klubbens bestyrelse hvad det blev til. Og først nu erfarede jeg om den kritik der havde været af mit kursus året før. Jeg skal gerne medgive at kurset havde været en fiasko, men størsteparten af den kritik to af instruktørerne havde givet, tjente kun det formål at dække over deres egne fejl. Og da kritikken stod uimodsagt, da jeg ikke kendte til den, var den over vinteren blevet cementeret som sandheden, og man ønskede ikke fra bestyrelsen at tage sagen op igen. Jeg var temmelig målløs herover og var på nippet til at melde mig ud af klubben, men nu havde jeg jo lige betalt årskontingentet og kunne derfor lige blive hængende lidt endnu.

Jeg kunne dog selv betale min billet til Alperne, men på en måde var det som om motivationen manglede. Jeg fik ganske vist med Martin besteget endnu en af de mere sjældent besøgte toppe i Dent d'Hérens, men endnu et forsøg på Weisshorn måtte opgives på toppen af Bishorn da vejret var for tvivlsomt. To uger tilbragte jeg i Chamonix, men selv om jeg her havde en kompetent makker i Per Bager lykkedes det os ikke at fuldføre de to forsøg vi gjorde på Aiguille Blanche de Peuterey og Droites. Den første tur måtte jeg trække i land på, da jeg undervejs følte jeg gabte over lidt for meget, mens den anden tur til Droites egentlig gik ganske udmærket indtil Per dikterede vi vendte om da vi var for sent ude. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne have nået toppen hvis vi havde taget en bivuak med i købet og var fortsat.

Julen blev atter tilbragt i Chamonix sammen med Kim, og trods en kraftig snestorm og dårligt vejr det meste af tiden lykkedes det os faktisk at nå en lille top, en genbestigning af Petit Flambeau, som jeg havde besteget i februar. Men det var også efter at vi havde brugt det meste af en dag på at grave os ud fra hytten.