Dette år blev lidt usædvanligt i bjergsammenhæng, da jeg kun tog til Alperne en eneste gang i løbet af året. Men til gengæld havde jeg mulighed for at være på farten i hele syv uger, hvilket gav en rigelig kompensation. Som året før indledte jeg med et forsøg på at tilnærme mig bjergene omkring Riedgletscher, men denne gang fra Saas-siden. Jeg havde allieret mig med Per Bager, men vejret var så dårligt at vi aldrig nåede at sætte foden på Riedgletscher. I desperation besteg vi dog Ulrichshorn, så havde vi da endelig fået besteget én top sammen.

Ellers blev størstedelen af sommeren tilbragt sammen med Per Lyhne, og det udviklede sig til den bedste bjergsommer i lang tid. Vi var helt på bølgelængde om, hvornår der skulle bestiges bjerge og hvornår det bare var sjov, og i Per fandt jeg endelig den makker jeg havde savnet siden Christophs frafald. Per var kørt ned i bil, og det gav den frihed og fleksibilitet som man kun sjældent har med de offentlige transportmidler. Vi startede med en firedages bivuak- og telttur til Dauphiné, hvor Per kunne få sin sag for på Barre des Ecrins, en top jeg havde været lun på siden jeg i 1988 havde bivuakeret under nordflanken.

Vi fortsatte med et stopover i Chamonix hvor vi begge havde kik på Mont Maudit, som vi ville lave fra en bivuak i Midi City. Vi havde planlagt at lave NE-graten, men undervejs mod bjerget fik jeg en af mine fornemmelser, at vi skulle lave bjerget hurtigst muligt og så komme væk. Så jeg ændrede planen til NW-graten i stedet, derved kunne vi spare små to timer. Vi fik besteget toppen i god stil og returnerede tilbage til Midi City. Halvanden time senere udraderede en stor lavine halvdelen af sporet ned over Montblanc du Tacul. Tankevækkende, for havde vi fastholdt ruten ad NE-graten havde vi i dette øjeblik været under nedstigning over Tacul.

Per havde dog også et ønske om at vi lavede en ganske speciel top, nemlig det berømte Horn, og selv om det ikke stod højt på min liste lod jeg mig overtale. Den tur skal kun laves med en sikker makker, og jeg kunne ikke få mig en bedre makker end Per, og trods kraftige tordenbyger sidst på natten kom vi alligevel afsted tidligt næste morgen. Vi holdt meget godt tempo op til Solvayhytten, men længere oppe blev vi kraftigt forsinket af den modgående trafik og nåede derfor først toppen kl.15. At vi abseilede fra toppen sammen med en gruppe spaniere, som næppe havde været udenfor en klatrevæg før, tog yderligere tid, da det kun var Per og mig som kunne finde ud af at rigge til og af, og det endte med at vi måtte lave en nødbuvuak i 4100m.

Vi var heldige med vejret da det var en rolig nat uden nedbør, og den nat på Matterhorn, tæt omslynget for at holde varmen på klippehylden, vil jeg altid huske positivt. I fællesskab at få løst opgaven og klare sig gennem natten til den næste morgen gryr giver en meget større bjergoplevelse end det stereotype topbillede. Og det var først da vi var på vej ned mod Schwarzsee at der atter dukkede tordenbyger op.

Efter de vellykkede ture med Per Lyhne var det svært at sætte sig op til noget større da Per først var taget hjem, og den sidste del af sommeren helligede jeg mig bjergløbet. Men tog mig alligevel tid til at kigge lidt på bjergkammen syd for Thyon. Her er der flere små toppe, som vel egentlig er vandretoppe, men som sagtens kan kædes sammen til en længere gratoverskridning i stiløst terræn. Jeg kiggede nærmere på tre af toppene, som udmærket kunne kombineres, og der er adskillige flere som bare venter på at blive besteget.