Trods det foregående års succes sammen med Per Lyhne blev det ikke muligt at gentage succesen i år, da Per ikke kunne afse den fornødne tid til livet i bjergene. Så det var atter tilbage til proceduren med at søge makker fra gang til gang. Jeg fik atter ordnet et besøg i München, hvorfra jeg med Christoph kunne tage på en weekendvintertur i bjergene. Denne gang var det Estergebirge nær Garmisch-Partenkirchen, der måtte holde for, og trods en noget stormomsust nat i bivuakken lykkedes det os den næste morgen at bestige tre af de fire totusindere der findes i dette lille massiv.

Et andet tilbud kom fra min gamle skolekammerat og ex-kollega Ole, om en skitur til området omkring Jungfraujoch. Men det skulle hurtigt vise sig, at det ikke funkede at lave bjergture sammen, så den eneste bestigning jeg fik lavet var en solobestigning af Walcherhorn. Hvilket i parentes bemærket blev min første skibestigning nogensinde i Alperne.

Så så det det mere lovende ud da jeg fik kontakt med Rune Klausen på et orienteringsstævne. Han var begyndt at klatre forinden, og vi enedes hurtigt om, at jeg kunne vise ham forskellige områder i Alperne, og jeg ville så have en makker i ham. Vores første tur sammen druknede dog i regn. Vi var taget til Wilder Kaiser for at lave et par bestigninger ad de mange klatreruter der findes her, men med nærmest uafbrudt regnvejr og faldende snegrænse måtte vi nøjes med at vandre i området. Og kunne så bruge aftenen på at diskutere, om det vi havde været oppe på kunne betragtes som en top eller ej.

Mere held havde vi så på sommerturen i Alperne, hvor vi havde slået pjalterne sammen med Bo Jeppesen og Jette Lind-Johansen om at deles om transporten og så i øvrigt lave ture hver for sig. Her startede vi i Göschenen, hvor vi fik klatret en fin og lang rute på Hochschijen, ligesom vi genbesøgte Bergseeschijen som jeg havde været på 12 år forinden. Efter denne fortræning var det tid til de større bjerge, og vi tog til Wallis for at bestige Grand Combin. Jeg havde ganske vist været på to af toppene før, men jeg manglede stadig et par af sidetoppene, så vi tog hver vores top.

Vi var jo i bil på denne tur og ville derfor udnytte bevægelsesfriheden til at bestige et par af outsiderne. Jeg havde jo besteget Barre des Ecrins året før, så i år stod Piz Bernina for tur. Den kunne vi alle være enige om, men jeg synes der er flere andre toppe i det område som også er interessante, og slog derfor til lyd for at vi også besteg Piz Zupò, som er Alpernes højeste tretusinder. Den var Rune med på, så mens Bo og Jette forsøgte sig på Bernina gik Rune og jeg på Zupò og Piz Argient. Men vi tog dog alligevel Bernina med dagen efter.

Vi ville så afslutte sommeren med Gran Paradiso, men da vi nåede Aosta var det alt for fristende at nyde det fremragende italienske køkken, så vi nåede aldrig op i nærheden af bjerget. Og heller ikke en måned senere, hvor jeg var i Chamonix, kom jeg op på Gran Paradiso. Sammen med muskeldrengen Karsten Holm nåede vi ganske vist op til hytten, men måtte den følgende morgen konstatere at vi vist havde kigget for dybt i husets billige vinudvalg. Jeg fik heller ikke denne gang besteget det store paradis, men en fin tur var det nu.