2000

2000 begyndte som det største lavpunkt i min alpine karriere i mange år. Min sag med A-kassen havde efterhånden varet over to år og kom heller ikke til nogen afslutning i år. Så selv om jeg havde skjulte forhåbninger om at komme på ekspedition igen kunne jeg se det var frugtesløst at planlægge nærmere i denne henseende. Jeg havde fået et tilbud fra Per Bager om at komme med på hans ekspedition til Mount Everest i foråret, men selv om det var en yderst fornuftig pris han havde forhandlet sig frem til var jeg tvunget til at sige nej.

Derfor havde jeg absolut ikke lagt nogle bjergplaner for i år men lå blot i venteposition. Jeg overvejede at tage med på Dansk Bjergklubs jubilæumsekspedition til Grønland næste år, men efter at have været inde i den indledende planlægning trak jeg følehornene til mig da destinationen blev flyttet. Og hvorfor nu nævne det? Jo, for under denne planlægning var jeg faldet i snak med Jacob Klaris, en ung fyr, som snart skulle vise sig at have lidt samme indstilling til bjergbestigning som jeg selv havde. Og selv om han kort forinden også havde trukket sig ud af projektet beholdt vi kontakten.

Jeg skulle dog bare én gang i år hilse på bjergene, og da Jacob skulle til Chamonix samme sommer tog også jeg ned et par uger for at hilse på. Jacob var ganske vist af sted sammen med sin makker Jakob, men vi fik da mulighed for at gå op og lave en rigtig god bjergtur bag Contamines-dalen. Vi spillede rigtig godt sammen på turen, og da vi kom ned stod det klart at vi snart skulle på tur sammen igen.

Inden da fik jeg dog mulighed for at komme af sted igen til gode gamle Saastal. Erik Storm havde en uge til overs hvor han gerne ville lave lidt bjerg, og den var jeg straks med på. Og da vi begge havde et ønske om at komme op til Monte Moro og se Monte Rosa derfra koblede jeg hurtigt et par toppe på den tur. Og ét er sikkert: Man får intet bedre blik til Monte Rosa end fra Joderhorn.

Det varede kun en måneds tid, så var jeg på farten igen med Jacob, og denne gang til mit gamle hængeparti Wildspitze. Det var kun en forlænget weekend, men gruppen var nu vokset til seks personer, og det krævede lidt mere af logistikken. Selv om vi havde meget koldt, men alligevel noget nær perfekt vejr, lykkedes det mig dog heller ikke denne gang at få en top med hjem. Jeg havde måske været lidt for længe væk fra bjergklatringen til de ruter jeg havde udset mig, men alligevel var det en god tur, især fordi den gav min motivation et pænt skub fremad. Så nu fandt jeg det rigtig trist at vi skulle hjem igen efter blot tre dage i bjergene.

Solopgang på Monte Rosas østvæg, set fra toppen af Joderhorn.   En dejlig solrig eftermiddag blandt gode kammerater højt i bjergene: Mittelbergjoch.

Bjergture 2000:
Chamonix (juli)
Saas Grund (august)
Mittelbergjoch (september)
Bjergbestigninger 2000:
Aiguilettes des Posettes
Monte Moro
Joderhorn