Det var planen at 2005 for alvor skulle bringe mig tilbage til bjergbestigning i de store bjerge, idet jeg havde planlagt en seksugers tur til Tibet sammen med Jacob Klaris. Desværre blev denne tur dog bjergmæssigt en stor skuffelse. Problemer med staffet, yakdriveren og specielt sirdaren gjorde, at det ikke engang lykkedes os at nå frem til den planlagte basecamp, således at vi ikke fik bare det mindste glimt af de bjerge vi skulle have besteget. Til gengæld fandt vi ud af at Jakob og jeg godt kunne fungere sammen, også selv om vi var låst fast i den midlertidige basecamp i dagevis.

Ellers bar året præg af at jeg pludselig fik en masse tid til rådighed, idet jeg blev fyret fra Vallensbæk Kommune i foråret. Jeg havde efterhånden vænnet mig til at bruge fly når jeg skulle på ferie, og det medførte en ganske usædvanlig rejseaktivitet, hvor jeg kom til USA ikke mindre end to gange i løbet af foråret. Der kom dog ikke så meget bjergbestigning ud af det, men jeg fik masser af indtryk med hjem fra dette for mig nye kontinent.

Da nu sommeren var gået i vasken forsøgte jeg mig i stedet på Ararat, hvor jeg var blevet inviteret fra den tyrkiske bjergklub. Det var en meget interessant tur, men selv om jeg var i en højdeform jeg ikke havde set længe, måtte jeg alligevel kapitulere på topdagen på grund af maveproblemer. Så den eneste rigtige bjergtur jeg fik lavet i 2005 var en bestigning af La Tresenta i Gran Paradiso-området, hvor jeg var nede i Himmelfartsdagene sammen med tre af drengene fra Aberjaro-teamet.