2007

Forrige års tur til Aconcagua blev startskuddet til planlægningen af en ekspedition til Gasherbrum i 2008, og det medførte at en pæn del af mine bjergaktiviteter i 2007 blev tilrettelagt med den kommende ekspedition for øje. Årets bjergbestigeriske højdepunkt må vel således være bestigningen af Europas højeste bjerg Elbrus i Kaukasus, hvor jeg undervejs fik genbekræftet min styrke i højden. Det andet element af træningen, nemlig sne- og istræningen undervejs på Adylsu Circuit som intro til Elbrus, kom der dog ikke så meget ud af.

Klippetræningen blev der også gjort noget mere ved, da jeg var på hele to ture, hvor klippen var i højsædet, nemlig forårets tur til Nissedalen og efterårets tur til Chateauvert i Provence. Nissedalen gav mig dog ikke så meget klatring, da jeg ikke var frisk efter at have kørt en hel nat i bil, og regnvejr i øvrigt satte en stopper for mere klatring her de følgende dage. Alligevel var det på anden vis inspirerende at være oppe i vildmarken igen. Turen til Chateauvert gav mig så endelig noget klippe under neglene, en god oplevelse sammen med gode venner.

Sommerens alpetur blev denne gang lagt til Pitztal, hvor jeg holdt min årlige rebledertur, der denne gang var forlagt til Østrig. Udbyttet for mit eget vedkommende var dog ikke så stort, da jeg mere måtte bruge mine ressourcer som rebleder end selv at komme til tops, men forud for Pitztal havde jeg sammen med brødrene Klaris en lille håndfuld dage i Colfosco i Dolomiterne, hvor vi fik lavet nogle fine ture i Boë-massivet.

En anden interessant tur gik til Japan, hvor jeg sammen med José fra Portugal naturligvis måtte forsøge mig på Mount Fuji, eller Fuji-san, som bjerget hedder på japansk. Det var uden for sæsonen, så vi havde bjerget helt for os selv. Omend bjerget er ganske let gav det alligevel sin egen form for træning, idet vi besteg det helt fra bunden - over 3000 højdemeter op og godt det halve ned under et 26-timers raid fra Fuji-yoshida.

Med hensyn til årets målsætninger blev de kun halvt opfyldt. Jeg fik ganske vist besteget et bjerg over 4000 meter ad en i hvert fald delvist spændende isrute med Elbrus, men at få besteget en ny 4000'er i Alperne glippede, idet der ikke findes så høje bjerge i hverken Dolomiterne eller Pitztal.

Med Jacob Klaris på toppen af Elbrus, Europas højeste bjerg.   Klatring ved Chateauvert, Provence.

Bjergture 2007:
Californien (marts)
Nissedalen (maj)
Kaukasus (juli)
Dolomiterne (juli)
Pitztal (juli)
Japan (oktober)
Provence (oktober)
Bjergbestigninger 2007:
San Bruno Mountain
Hægefjell
Azau-Gitche-Cheget-Karabashi
Elbrus W
Piz dal Lec
Piz Boë
Wurmtaler Kopf
Mittagskogel
Muttenkopf
Fuji-San
Yake-dake