Gasherbrum 2 havde altid stået højt på min liste over bjerge, som jeg havde ønsket at bestige, og ved siden af Makalu et af de to 8000 meter høje bjerge der altid havde stået på min ønskeliste. Derfor havde jeg mulighed for at få det ønske opfyldt da jeg annoncerede ekspeditionen til bjerget her i 2008, men det ønske skulle jeg ikke få opfyldt. Ganske vist havde jeg fået samlet et stærkt hold, men en af deltagerne viste sig kun at deltage for egen vindings skyld, og direkte modarbejdede de principper som ekspeditionen stod for. Allerede i foråret nægtede han at ville gå i reb med mig, og hans modstand mod at få flere på holdet gjorde, at det ud over ham kun blev hans makker og jeg som havde tilstrækkelig rutine til at gå i højden. Resultatet var derfor på forhånd givet, de jeg kun kunne sidde tilbage i basecamp og se de to andre arbejde sig mod toppen af det bjerg, der havde været min drøm i 26 år.

Forårets skærmydsler gjorde, at jeg længe før afrejsen til Pakistan havde mistet interessen for bjerget, og til sidst var det kun for at kunne opfylde mit gamle løfte til Klaris om at give ham sin første 8000'er, eller i det mindste som ekspeditionsleder at tilvejebringe mulighederne for at han kunne komme op, som gjorde at jeg holdt fast ved at gennemføre ekspeditionen. Det medførte også at de sidste fortræningsture forud for ekspeditionen gav et meget magert udbytte. Himmelfartsdagene i Zermatt gav dog på sin vis en god oplevelse af, hvordan holdet kunne have fungeret sammen hvis alle havde kunne samarbejde om ekspeditionens principper om, at alle understøttede hinanden. Hvorimod klatreturen til Bohuslän druknede lidt i manglende motivation, accentueret af den bøvlede tilgang til ruterne, og uden blot et lille bjerg til at lokke med en top.

Ekspeditionen gav derfor anledning til selvransagelse, hvor jeg til slut heldigvis konkluderede at jeg fortsat havde lyst til at bestige bjerge, men måtte betragte mig som være slået tilbage til Start. Fuglen er fløjet fra reden, og jeg må være indstillet på at skulle ud på det frie marked igen. Efterårets tur til Iran viste dog at min rutine fortsat er til stede. Sammen med en kammerat jeg havde mødt derude forsøgte vi os på Sabalan Kouh, men blot et par timer under toppen, og efter at have klaret de vanskeligste passager uden vanskeligheder, besluttede jeg, at vi hellere måtte vende om for at være sikker på at nå ned inden det blev mørkt. To andre fyre fra Teheran valgte dog at fortsætte, men de nåede heller ikke toppen da det var for sent, og gik tilmed vild da de missede nedstigningen gennem flanken. Ved midnatstide blev de fundet med forfrysninger af et redningshold.

Sluttelig gav julen mig dog en god snak med min gamle makker Christoph, som inviterede mig til at komme ned og lave Höllentalweg på Zugspitze, som selvfølgelig skulle laves uden reb. Så herved er der da en god undskyldning for både at få gjort lidt mere ved klippetræningen og arbejde lidt mere i stejlt terræn i det kommende år.