Jeg havde egentlig ikke regnet med at jeg ville få de store aktiviteter i bjergene i 2010, dels på grund af eftervirkningerne efter Gasherbrum-turen i 2008, og dels på grund af en generel interesseforskydning. Jeg forsøgte derfor i løbet af vinteren at finde en afklaring på dette, og tog derfor til Argentina for at finde ud af, om jeg stadig havde momentum nok til at deltage i en ekspedition. Dette viste sig imidlertid ikke længere at være tilfældet, hvorfor jeg vendte hjem fra Argentina uden bare at have været i nærheden af en bjergtop.

Imidlertid ændrede tingene sig blot få måneder senere, og det fra en vinkel jeg ikke på nogen måde havde forestillet mig. Jeg havde i alle mine 28 år i Dansk Bjergklub forsøgt at holde øjnene åbne for at finde nogen, der kunne blive min partner på mere end bare det bjergmæssige plan, men uden held. For til gengæld, mindre end et år efter at min livsstil havde taget en mere kinky drejning, at finde Paul, som ikke bare var til kink, men også havde interesse for bjerge, og som tilmed også var en rutineret marathonløber.

Sammen havde vi så to en halv uge sammen over sommeren, hvor vi på bedste måde fik kombineret vores deltagelse i Gay Games med flere bjergture i Berner Oberland og fra Zermatt, og tilmed kunne udnytte de ledige stunder til at lege både indendørs og udendørs.

På sæt og vis var det måske nok også fornuftigt at sadle om, for bjergklubben og kontakterne herigennem sygnede gevaldigt hen i 2010. Bjergklubben satte for alvor fokus på sportsklatring som det angiveligt eneste saliggørende, klublokalerne blev lukket, og mange af de de bjergfolk, som ikke kunne se nogen interesse i pseudo-epoxyklatring, flygtede til udenlandske bjergklubber. Jeg forsøgte dog stadig at holde stand, og afholdt derfor fortsat min sædvanlige rebledertur for klubbens medlemmer, omend kun et enkelt medlem meldte sig som deltager. Alligevel blev turen gennemført, for klubbens bestyrelse aflyste sit eget årlige sommertræf.

Også på en anden side viste det sig, at bjergbestigning og kink passede meget godt sammen. I efteråret var jeg i Boston, omend det ikke var meget af byen jeg fik set. To gange kørte jeg med en kammerat til White Mountains hvor vi på første tur besteg fire bjerge, og på anden tur besteg New Hampshires højeste bjerg Mount Washington ad en rute, der bliver karakteriseret som den vanskeligste hike i White Mountains, og hvis centrale del var en længere klatretur op gennem Huntington Ravine. Så dette år viste trods alt, at min klatreinteresse ikke var helt død endnu.