Min nedprioritering af mine bjergaktiviteter, der så småt havde taget sin begyndelse efter Gasherbrum-turen i efteråret 2008, fortsatte her i 2011. Jeg havde ikke nogle nævneværdige større bjergture på programmet det år, og med det yderst magre resultat af deltagere jeg havde haft på reblederturen i 2010 så jeg ikke nogen videre grund til at forsøge mig med en rebledertur for bjergklubben igen i 2011, da det nok ville være yderst få, der ville have interesse i en sådan tur - og dem der måtte have interesse for sådan en tur havde for længst have forladt bjergklubben - eller Dansk Bjerg- og Klatreklub som den nu hed, idet den klub jo ikke længere var attraktiv for bjergbestigere.

Ikke desto mindre havde jeg trods dagpengereglerne fået mulighed for at lave to større ture i forlængelse af hinanden ved en noget snild tilrettelæggelse af min ferie. Det var jo efterhånden blevet en tradition, at jeg en gang om året gjorde en længere tur med min gamle bjergmakker Erik. Det foregående år var vi jo taget på min seneste ekspedition til Valle del Colorado i Argentina, og dette år gennemførte vi en længere tur til Wyoming med hovedmålet Yellowstone National Park. Men ikke nok med det, for nu vi var der besøgte vi alle de seks tilgrænsende stater: Colorado, Utah, Idaho, Montana, South Dakota og Nebraska.

Undervejs på denne tur lykkedes det også at få sneget et par bjerge ind, da vi besteg både South Dakotas og Nebraskas højeste bjerge, hvor sidstnævnte dog kun var en markering i et fuldstændigt fladt prærielandskab, og da det ikke havde noget som helst spor af et højdepunkt at være fremgår det ikke i min topliste, men er kun omtalt her af akademisk interesse. Noget mere spændende var South Dakota's højeste punkt, der var en reel klippetop midt i bjerglandskabet Black Hills. Højeste punkt i South Dakota er Harney Peak, som vi besteg under en fin vandretur fra Sylvan Lake.

I oktober kunne jeg fejre 30-året for bestigningen af min første bjerg, Faulhorn i Berner Oberland, og i anledning af jubilæet havde jeg besluttet at jeg ville gentage denne bestigning. Få dage efter jeg kom hjem fra USA tog jeg så på min traditionelle tur til Schweiz, og også dette år var det med Paul som makker. Allerede to dage efter vi var mødtes i Interlaken tog vi til Böningen for at gentage bestigningen af Faulhorn. Denne gang var vi dog mere luksuøse og overnattede i hytten på toppen og havde ikke taget telt med. Men vi nåede toppen og nåede ned til Grindelwald dagen efter.

Ud over disse to ture var det så som så med bjergture. Det var muligt for mig at afse en lille uge til at tage til Värmland i forlængelse af pinsen, hvor jeg indledningsvist besteg Branäsberget, som ellers er kendt for at være et skiområde om vinteren, og sidst på turen vandrede jeg også op over Hovfjället. Det er dog tvivlsomt om disse to toppe vil få en endelig plads på min topliste.