Dette år så ud til at blive lidt i samme stil som året før, og hvor bjergbestigning siden 1980 havde været det overordnede tema for min turplanlægning var det efter min sidste ekspedition til Argentina i 2010 og bjergklubbens sammenbrud i 2011 efterhånden blevet reduceret til en parentetisk sidebemærkning. Selvfølgelig satte jeg stadig pris på at få en god udsigt over omgivelserne, men det var ikke længere derfor jeg foretog mine dyre flyrejser, da det menneskelige aspekt efterhånden fyldte mere og mere. Jeg måtte konstatere, at endnu en gang var jeg ude i en interesseforskydning.

Inspireret af Paul i Australien var det også dette år et marathonløb, der satte overskriften for dette års store tur, omend det denne gang ikke ville blive sammen med Paul. Jeg havde i mellemtiden stiftet bekendtskab med Max i Ottawa og fortalt ham, at jeg dette år gerne ville løbe en fuld marathon, og ikke bare de 39 km som jeg havde måttet nøjes med ved marathon'et i Sydney i 2012. Og det havde Max også en løsning på, for det største marathonløb i Canada, Ottawa Marathon, havde start blot tre blocks væk fra hvor han boede, og jeg skulle da være velkommen til besøge ham for en længere tid. Hvilket jeg selvfølgelig sagde ja tak til, og bookede derefter fire ugers ferie sammen med Max.

Modsat året før i Australien kom jeg denne gang ikke rundt til steder, hvor det ville have være indlysende at lægge en gang bjergbestigning ind, men vi kom da ud til Westport for at besøge Max' gamle fødested, og på vej tilbage fra familiens gamle sommerhus slog vi et smut op til Foley Mountain, hvorfra man havde en god udsigt over Westport. Men selv om det var meget rart at mærke klippe under fødderne igen kan Foley Mountain dog ikke betragtes som et selvstændigt bjerg, da det nærmest bare er en udløber af det højdedrag, der dækker det meste af dette område, det såkaldte 'Canadian Shield', og som egentlig byder på god fast granit. Omend jeg ikke umiddelbart bemærkede indbydende klatremuligheder, men selvfølgelig heller ikke kiggede specifikt efter det.

Turen fik dog en tragisk udgang, da jeg to dage før jeg skulle flyve hjem igen helt uvarslet blev ramt af en blodprop, der gjorde hjemrejsen til lidt af en udfordring i sig selv. Men hjem kom jeg dog og ringede straks efter til vagtlægen, som heldigvis stadig dengang fandtes. Et kvarter senere holdt der en ambulance foran min hoveddør, og herefter tilbragte jeg seks uger på hospitalet. Naturligvis betød det et stop for bjergbestigning og bare simpel vandring, men forhåbentligt var det blot midlertidigt.