Efter jeg i 2013 var blevet ramt af den blodprop betød det et umiddelbart ophør med alle mine udadvendte aktiviteter. Løberiet nåede jeg lige akkurat at få begyndt på igen, men det så ikke ud til at have nogen som helst muligheder for at udvikle sig til et marathon. Og bjergbestigning kunne der ikke umiddelbart være nogle muligheder for.

Men trods blodproppen fortsatte jeg alligevel med mine rejser så længe jeg havde økonomi til det, for jeg skulle jo stadig gerne kunne hilse på mine venner, som jo var spredt over hele jordkloden. Tre gange var jeg i Berlin, to gange i Dresden og en enkelt gang var jeg i Newcastle, hvorimod London ikke blev besøgt i år. Dog havde jeg mulighed for at foretage tre oversø-rejser. Dels en tur i påsken til Las Vegas for at besøge min ven Eric fra Florida, så jeg kunne give ham selskab på hotelværelset efter den konference han deltog i, og dels var det endelig lykkedes mig at få en invitation til Delta i Pennsylvania, hvilket jeg havde arbejdet på i fem år.

Det lykkedes mig også at få sat penge af til en tur til Australien for at besøge Paul i Laidley nær Brisbane. Da jeg havde besøgt ham i 2012 var det lykkedes mig at få en billet med til Sydney Marathon, som jeg fik løbet det år, og jeg havde længe indregnet at jeg i år også skulle løbe med i Australian Outback Marathon, som jeg vidste at Paul også skulle deltage i. Men til sidst måtte jeg indse, at det ikke ville være realistisk, så jeg nøjedes med at følge ham som supporter.

På vejen tilbage fra Sydney til Laidley i 2012 havde vi gjort en afstikker og besteget Mount Warning, men i år blev der ikke foretaget nogle supplerende bjergbestigninger i Australien. Og så alligevel, for da jeg på vejen hjem skulle skifte fly i Singapore og havde otte timer der kom jeg til at tænke på, at Singapores højeste bjerg Bukit Timah lå lige i udkanten af byen, så det burde kunne nås med en taxa. Så jeg lod den store rygsæk ligge i lufthavnen og gik ud og tog en taxa til udgangspunktet for bestigningen. Jeg havde besteget det bjerg i 2005 og vidste derfor at det kun tog et par timer at stige op til toppen. Og selv om jeg var dårligt gående burde jeg nok kunne bestige bjerget på otte timer fra lufthavnen. Så temmelig uventet lykkedes det mig altså også at bestige et bjerg i 2014.