Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 24. apr. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En smule arsenik skader ikke Tirsdag, 24.04.01

USA er grebet af den store miljødebat. Efter 12 år, hvor tendensen entydigt er gået i retning af strammere regler og en skærpet kurs over for forurening, stiller den nyvalgte præsident Bush nu spørgsmålet: Hvor meget er for meget? Han gik til valg på løfter, som var forbløffende grønne, og han udnævnte en miljøminister, som var overraskende moderat, men i dag ligner begge dele mest afledningsmanøvrer. Bush demonstrerer i dag en frapperende ligegyldighed over for miljøet, både på nationalt og verdensplan. Kyoto-aftalen er død, han har i modstrid med sine valgløfter besluttet ikke at bekæmpe CO2-forurening fra kraftværkerne, og han har suspenderet Clintons regler som ville nedsætte den tilladte grænse for arsenik i drikkevandet fra de hidtidige 50 ppb til 10 ppb, som er verdenssundhedsorganisationen WHOs anbefaling. For en smule arsenik i drikkevandet betyder vel ikke så meget, lader han til at mene. Og det kan de 8300 indbyggere i den lille by Fallon i Nevada tale med om, hvor man har landets højeste koncentration af arsenik i drikkevandet, på 100 ppb i gennemsnit, i enkelte private boringer sågar helt op til 2.000 ppb. Og pudsigt nok har man i Fallon også en hyppighed af børneleukæmi som er 30 gange højere end landsgennemsnittet, selv om der vel næppe er en sammenhæng mellem disse tal, eller hvad? Og Bush helmer ikke her. Bush er i færd med at give olieselskaberne tilladelse til at udvinde olie og gas i vildtreservater, langs fredede kyster og i nationalparker, mineselskaberne skal ikke længere være forpligtet til at rydde op efter sig, og han overvejer at tillade vejbyggeri og skovning i 25 mio hektar hidtil fredet nationalskov, et areal seks gange større end Danmark! Det er åbenbart Bush's måde at betale sin 'æresgæld' af på, de 148 mio dollar som energi- og transportsektoren, landbruget og den kemiske industri lod flyde ned i Bush's lommer under valgkampen. Men beklageligvis er det ikke hans egne midler han betaler tilbage med, men som set så mange gange før er det naturen der kommer til at bøde. Og dette var kun de første 100 dage af Bush's præsidentperiode. Gad vide hvad de resterende 1361 dage vil bringe.

Send kommentar til blog@viaalpina.dk.