Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 24. jun. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nye gebyrer hos postvæsenet Søndag, 24.06.01

Det danske postvæsen har altid været foregangsfigur for indførsel af nye gebyrer på deres ydelser, jeg tror sågar det var dem som ændrede begrebet service fra noget som var en selvfølge og mere eller mindre automatisk fulgte med en handel, til en afgift som skal opkræves blot fordi man har et samarbejde med etaten. Der er jo egentlig noget selvmodsigende i udtrykket 'servicegebyr'. Nå, men nu har de gæve gebyrsnedkere i postvæsenet indført et nyt fortoldningsgebyr på 50 kr., som beregnes ved indfortoldning af enhver afgiftspligtig forsendelse fra udlandet udenfor EU. Det er ikke sådan at jeg har noget imod at betale told når jeg hiver en CD hjem fra USA, og at der efterfølgende pålægges moms kan man vel heller ikke komme uden om. Men at der nu oven i hatten skal erlægges 50 kr. i fortoldningsgebyr (er det mon med eller uden moms?) er jo ligefrem konkurrenceforvridende. Hidtil har det været prisneutralt om jeg købte min musik herhjemme eller i USA, en CD som i USA koster 12 dollar løber alligevel op i de samme 150 kr når forsendelse, told og moms er afregnet, der er således ikke nogen fordel ved at købe musik i udlandet, bortset fra at udvalget er større i USA. Men nu vil den samme skive koste 200 kr! For gebyret er det samme, uanset om man er privatperson der køber en skive ad gangen, eller en større butik som køber et par tusind skiver eller tre. Det nye gebyr er faktisk en afgift for at få lov til at betale skat. På en måde kan det da være rimeligt nok, at postvæsenet forlanger en betaling for deres arbejde med at frasortere forsendelser til fortoldning, men hvem er det egentlig som nyder godt af dette arbejde? Ville det ikke være mere rimeligt hvis det var toldvæsenet der betalte postvæsenet for det arbejde de udfører for dem? Eller er det blot et varsel om, at vi i fremtiden vil modtage alle vore rudekuverter med en hilsen i form af en ekstra opkrævning for postvæsenets arbejde med at sende os en regning?
http://www.post.dk (men de fortæller selvfølgelig intet om det nye gebyr på deres side!)

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.