Endnu en lang dag på jobbet. Efter fire timers overarbejde kan jeg endelig slukke lyset på kontoret og tage toget de tyve km hjem. Det er mandag aften, og som altid giver den halve times togtur mig tid til at få læst det meste af den ene af de to aviser jeg får leveret gennem brevsprækken hver morgen - den anden får jeg læst på vej til arbejde om morgenen. Toget nærmer sig stationen og jeg pakker avisen sammen og gør klar til at stige af. Og pludselig ser jeg ham så sidde på sædet overfor. Det er flere år siden jeg sidst havde set ham, men jeg genkendte ham med det samme. Det kulsorte hår, de lige så kulsorte øjne og det drengede fjæs. Han var en af de faste fyre på holdet da jeg i den første halvdel af 90'erne trænede sammen med 'supermotionisterne' i Sparta. "Richards drenge", som vi blev kaldt. Jeg havde altid beundret F, han var en af de faste på holdet og gik op i træningen med liv og sjæl. Og modsat mange andre, som knap fortrækker en mine når de lider et nederlag i konkurrencen eller vinder en afgørende dyst, så har F. altid ladet følelsesregistret spille med. Man kunne altid se på ham om det havde været en god eller en dårlig dag, og glæden lyste ud af ham på lang afstand hvis han havde vundet et et løb, forbedret sine tider, eller blot haft en god træningsdag. En usædvanlig rar og omgængelig fyr, og selv om jeg aldrig har fortalt ham det har jeg altid beundret ham i det skjulte. Han udstråler en åbenhed og en hjertevarme som man kun sjældent finder hos en dansker, og det er måske der det specielle ligger, for selv hans perfekte dansk kan ikke skjule hans asiatiske gener. Vi nåede lige at veksle nogle få bemærkninger i de femten sekunder indtil toget holdt ved perronen, og så var det forbi. Mens F. og toget fortsatte ud i nattemørket hastede jeg hjem til aftensmaden. Men atter en gang havde F. bragt et lille lys ind i min tilværelse.