Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 23. dec. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fodbold hiver samfundets tabere ud af slummen Søndag, 23.12.01

Det er ikke så ofte man hører nyheder fra Afrika, og når man en sjælden gang gør det, er det som regel af den triste art, i form af hungersnød, borgerkrig, tørke eller det der er værre. Men egentlig er det ikke særlig logisk at afrikanerne skulle være så meget værre end os europæere, der er vel nærmere tale om, at langt de fleste afrikanske lande har fået en dårlig start på tilværelsen. Langt de fleste afrikanere vil ligesom os andre tilstræbe både fornuft og formål med tilværelsen. Så når man en enkelt gang hører gode nyheder er det værd at bringe videre. Som nu artiklen fra Kenya i Politiken for en lille uge siden. Mathare Valley i Kenya er synonym med ekstrem fattigdom og høj kriminalitet, men området har alligevel opfostret et fodboldhold i afrikansk topklasse. Men vi skal ikke mere end 14 år tilbage, og som alle andre steder på denne jord spillede børnene i Mathare også fodbold. Blot med en hjemmelavet bold af plasticposer, avispapir og et stykke snor. Fodboldstøvler fandtes ikke, og de få baner de havde til rådighed forsvandt i takt med, at slumbebyggelserne ekspanderede eller regeringen solgte jorden til andet brug. Men midt i denne virkelighed stiftede en gruppe unge mennesker i Mathare en græsrodsorganisation, med det formål at organisere sportsaktiviteter i lokalområdet. Mathare Youth Sports Association (MYSA) blev en realitet. MYSA udviklede sig hurtigt fra primært at organisere sportsaktiviteter til at gå forrest i forsøget på at udvikle Mathare-slummen til et bedre sted at leve. MYSA stod for ugentlige oprydningsdage, hvor ungdomsholdene som betingelse for at spille med i turneringen leverede et stykke beskidt arbejde til gavn for lokalområdet. De bedste unge spillere fra de mange hold i MYSA-ligaerne blev udtaget til MYSAs udvalgte ungdomshold, som allerede i starten af 90'erne vandt både lokale og nationale mesterskaber. I 1994 rykkede de ind i det kenyanske fodboldforbund, og i 1998 nåede succeshistorien sit foreløbige klimaks da klubben sensationelt vandt den kenyanske pokalturnering. Men nemt har det ikke været. I Mathare-slummen er man vant til at klare sig selv. Tilværelsen er barsk, og her forventer ingen hjælp fra det offentlige. Ejheller til områdets fodboldhold. I stedet er MYSA primært finansieret gennem forskellige NGO-organisationer med norske Strømmestiftelsen som største donor. Men målsætningen er at fodboldklubben i fremtiden skal kunne optjene et overskud, der skal gå tilbage til driften af MYSA. Og viljen er der. Streng disciplin og hårdt arbejde har skabt fundamentet for at drive en professionel fodboldklub i et lokalområde, hvor forudsætningerne for elitesport er ganske fraværende. Et yderst prisværdigt initiativ, må man konkludere.
http://www.mysakenya.org

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.