Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 11. feb. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tirols indbyggere modsætter sig udbygningen af deres gletschere Mandag, 11.02.02

Landsregeringen i Tirol har her i vinter fremlagt et forslag, der relativiterer beskyttelsen af gletscherområder i Tirol. Med relativisering menes der, at man ganske vist ønsker at beskytte den sårbare højalpine gletscherverden, men at man alligevel godt kan udvide eksisterende gletscherskiområder og sågar oprette nye pister og lifte hvis det tjener det formål at nedsætte en eventuel risiko ved de eksisterende anlæg. Baggrunden er ellers alvorlig nok, da forslaget fører tilbage til tunnelkatastrofen ved Kaprun forrige år, hvor mange skiløbere indebrændte da der udbrød brand i et bjergbanetog inde i tunnellen. Men med dette forslag er vælgerne ikke taget i ed, for Tirols indbyggere mener med utvetydig tydelighed, at deres gletschere er langt de mest truede af alle naturområder. Ved en meningsmåling i oktober har 84% af alle adspurgte angivet at de opfattede deres gletschere for "truet", og 56% sågar for "meget truet". Også denne meningsmåling havde baggrund i en konkret sag, nemlig at skiområdet Pitztaler Gletscher planlægger at bygge en skipist ned fra den nuværende dalstation ved Mittelberggletscher, og direkte adspurgt fandt 73% at det var en dårlig idé at foretage denne udbygning. En af de tungtvejende grunde til ikke at udvide skiområderne yderligere er, at ved at forbedre infrastrukturen for skiturismen inddrager man oftest områder, hvis oprindelige karakter er en forudsætning for udviklingen af sommerturismen. Og en udbygning af Pitztal med en skipist til dalen kan ikke undgå at ændre området markant, da pisten skal forløbe langs gletschertungen ned over en stejl og lavinefarlig bjergside. Den østrigste alpeforening ÖAV har derfor stillet krav om, at regeringen nu konkretiserer de retningslinier for arealudnyttelse af Tirol, der blev fremlagt i 1999, og hvor det afstikkes hvilke områder der kan reserveres til intensiv udbygning, og hvilke områder der skal reserveres naturen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.