Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 26. feb. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kim Refshammer stiller skoene Tirsdag, 26.02.02

Dansk cykelsport blev i går ramt af et chok ved meddelelsen om landstræner i banecykling Kim Refshammers død i en alder af blot 46 år. Kim Refshammer blev ramt af et ildebefindende under en joggingtur i Utterslev Mose og faldt død om på stedet af et hjertestop. Kim Refshammer var selv banerytter på landsholdsplan med OL-deltagelse på 4000-meter holdet i Montreal i 1976 som karrierens højdepunkt. Han vandt som amatør mange parløbssejre på vinterbanen i Forum og i udlandet med makkere som Kim G. Svendsen, Bjarne Sørensen og Michael Marcussen. Efter den aktive karriere gik han over i trænergerningen og var landstræner for banesport fra 1984 til 1994 og igen fra 1998. Sportslige højdepunkter var Dan Frosts guldmedalje ved VM i 1986 og OL i 1988 samt 4.000 meter holdets bronzemedeljer ved OL i 1992 og VM i 1993. Hans store praktiske indsigt kombineret med et stort pædagogisk talent gjorde ham til en både respekteret og vellidt figur i sporten. Men ikke blot i sporten. Når ikke han rejste land og rige rundt for at udøve sin trænergerning havde han sin gang på postkontoret i Nordvestkvarteret, hvor han også her var ganske vellidt. Som en af mine kolleger dengang husker jeg ham som altid værende en frisk fyr, som var klar med en kvik bemærkning, men som man også kunne spørge til råds om snart sagt alle emner. Men som landstræner i banecykling, og arbejdende på en fysisk krævende arbejdsplads var det især gode råd om forskellig fysisk træning han kunne give. Og det gjorde han gerne uden at han følte sig hævet over os ganske almindeligt dødelige. Et værdigt eksempel til efterfølgelse.
http://www.ritzau.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.