Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 20. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den globale opvarmning er en realitet Onsdag, 20.03.02

Det er ikke blot i Nordsverige, at den globale opvarmning sætter sine spor, men sporene skæmmer efterhånden over hele kloden. Som jeg skrev om i går, er trægrænsen i de svenske fjelde rykket 100-150 meter i vejret på grund af den stigende temperatur, og som Politiken skriver i dag bliver der i disse år frigivet rekordmængder af is fra de antarktiske isplateauer, de såkaldte shelfer. For på mindre end en måned er en gigantisk isblok lidt større end Fyn gået i opløsning, og ifølge britiske forskere er det den globale opvarmning, der har fået den enorme Larsen B Shelf på østsiden af den antarktiske halvø til at bryde sammen og dele sig i mange mindre isbjerge, som nu flyder rundt i Weddellhavet. Forskere fra British Antarctic Survey forudsagde allerede i 1998, at flere af de såkaldte isshelfer ved Antarktis ville splintres på grund af stigende temperaturer i regionen, men det har chokeret dem, at Larsen B er gået i opløsning så hurtigt. Larsen B var 220 meter tyk, havde et overfladeareal på 3.250 kvadratkilometer og en anslået vægt på 720 milliarder ton. Disse shelfer er enorme isblokke, som flyder på vandet i forlængelse af den iskappe, der dækker Antarktis. Da de i forvejen flyder i havet har det ikke direkte betydning for vandstanden når en shelf bryder sammen. Men de fungerer også som bremseklodser for de gletschere, der sender is ud i havet, og når en shelf forsvinder kan gletscherne derfor skubbe mere is i havet. Og dette vil i givet fald medføre stigende vandstand. Klimaet på Antarktis har forandret sig voldsomt gennem det seneste halve århundrede, hvilket blandt andet har medført en stigning i gennemsnitstemperaturen på 2,5 grader - hvilket pudsigt nok er den samme temperaturstigning som man har målt i de svenske fjelde. Og når man så parrer det med, at de alpine gletschere har været på retræte siden 1910, samt at henved 70% af isen på Kilimanjaros top er forsvundet i samme periode kan der vel ikke længere være nogen tvivl: Den globale opvarmning er en realitet!
http://www.politiken.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.