Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 26. mar. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Makalu fortsat ubesteget om vinteren Tirsdag, 26.03.02

Nu har Makalu i meget lang tid haft en særlig plads i mit hjerte. Helt tilbage fra da jeg for godt og vel en snes år siden begyndte at bestige bjerge har jeg skuet mod de helt høje tinder og tænkt, at hvis jeg nogen sinde skulle bestige en 8000'er måtte det være et af to bjerge, udelukkende på deres skønhed. Og netop et af disse var Makalu, som jeg jo forsøgte mig på i 1997, men måtte afbryde efter den tragiske hændelse, se andet steds her på siden. Men selv om jeg dengang måtte melde pas - og i øvrigt ikke har planer om at gentage forsøget, har jeg alligevel fortsat holdt øje med nyheder om dette smukke bjerg. Og når nu jeg siger nyhed, så er det måske lidt for meget sagt, da denne 'nyhed' faktisk er et år gammel, men det dukker op i det seneste nummer af High Mountain Sports, at Makalu i vinteren 2000/01 endnu en gang modstod et forsøg på at blive besteget, og dermed er Makalu fortsat den eneste 8000'er, der endnu ikke har fået en vinterbestigning. Denne gang var det et hold af meget rutinerede himalayaklatrere fra Polen samt en enkelt georgier, der fra starten havde udset sig den krævende vestpillar som bestigningsrute. Dette optimistiske forsøg blev dog hurtigt opgivet, hvorefter de kastede blikket på sydøstgraten, og her nåede en højde af 6400m inden de endelig slog sig til tåls mod normalruten over nordvæggen eller nordvestgraten. Her nåede de en højde af 7150m inden de til slut måtte opgive på grund af kraftige vinterstorme. Så endnu en gang har Makalu modstået et bestigningsforsøg, og det er fortsat et japansk reblag, der i december 1986 nåede en højde af 7500m på sydøstgraten, der har højderekorden om vinteren. Det er nu efterhånden længe siden, og man kan vel stille sig det spørgsmål, om Makalu nogensinde vil blive besteget om vinteren, idet selv de bedste bjergbestigere har måttet vende om tusind højdemeter fra toppen. At foretage en sådan vinterbestigning frembyder større risici end moderne og yngre klatrere af i dag vil acceptere, og symptomatisk nok var der på de aktuelle polske team en gennemsnitsalder på 45. Så selv om der er stadig flere der tager i de store bjerge bliver der færre og færre i bjergene om vinteren. Morgendagens bjergbestigere søger ikke længere eventyret, men berømmelsen. Hvorimod eventyret i dag frister en kummerlig tilværelse fra 9 til 15 som deltager i et reality-show på TV. Trist.
http://www.highmountainmag.com Link ikke længere aktivt!
Den Danske Makalu Ekspedition 1997

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.