Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 8. apr. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Byens bedste billige - og mange flere Mandag, 08.04.02

I min lange pause her i klummen i januar er det forbigået min opmærksomhed, at sitet Alt Om København igen har kåret byens bedste billige restaurant, men da man altid kan bruge lidt information om billige spisesteder kan det alligevel være på sin plads at tage den med her, 3½ måned efter at kåringen har fundet sted. Kravene til byens bedste billige restaurant er, at der serveres ordentlig vanm mad, som man kan blive mæt af og som kan indtages anstændigt siddende ved bordet. Hertil hører også at der skal være en fornuftig restaurantkultur hvor såvel maden som samværet omkring bordet står i højsædet, samt endelig at der er mindst to hovedretter på kortet til en pris af under 100 kr. Og med det stigende prisniveau er der efterhånden også færre der kan være med i konkurrencen, og vinderen denne gang blev den græske restaurant Rebétiko i Borgergade, som serverer hæderligt græsk køkken til en rimelig pris, da han i et stort omfang importerer sine egne råvarer.
Men når den ene kåring er afsluttet går vi straks videre til den næste, idet AOK i øjeblikket søger kandidater til den årlige kåring af byens bedste af alting, det være sig værtshus, pizza, thairestaurant (her burde Ban Gaw i Istedgade have en chance), scorested, museum, kyssested, bøsse/lesbiske sted, secondhandshop, skobutik, tøjbutik (til kvinder og mænd hver for sig), sted at forkæle sig selv samt mange andre kategorier. I alt 40 kategorier er sat til afstemning, og du kan se alle kategorier på sitet www.aok.dk, hvor man også kan afgive sin nominering og begrundelse for samme på hver af kategorierne. Der kan indsendes nomineringer frem til og med på søndag, den 14. april.
http://www.aok.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.