Det helt store samtaleemne i verdens medier for tiden er den evige strid om Vestbredden af Jordanfloden, om kampene mellem israelere og palæstinensere om retten til en hjemstavn. Og hvor jeg her i min klumme tidligere har været ude og kommenteret uroligheder i Kashmir, Afghanistan og Zimbabwe har jeg været tavs som graven hvad angår denne konflikt i Mellemøsten. Og det er såmænd ikke så meget fordi man næppe kan udtale sig herom, uden at mindst én af parterne opfatter det som man tager den andens parti og derved føler sig trådt over tæerne, men mere den totale håbløshed i denne konflikt. For uden at være specielt politisk-historisk kyndig vil jeg mene det er den samme hjemstavn de kæmper om. Palæstinenserne har i århundrederne før 2. verdenskrig haft de omdiskuterede områder som hjemland, og hvis ikke det var fordi jøderne fik tildelt disse store landområder efter 2. verdenskrig ville der næppe være en konflikt i dag, og jøderne ville fortsat være et statsløst folk. Og når nu jøderne endelig har fået tilkæmpet sig et land er det naturligt de forsvarer sig med næb og kløer mod ethvert angreb på den jødiske stat, ligesom det er naturligt for palæstinenserne at kæmpe imod, hvad man med rette kan kalde en israelsk besættelse. Det er muligt, at FN overordnet set har forhindret storkrig siden organisationen blev dannet, men med oprettelsen af den israelske stat blev kimen til evig ufred i Mellemøsten sået. Og det kan konstateres at den kim med tiden har vokset sig stor og stærk. Men helt i tidens ånd er der altid nogen som slutter sig til når der er 'fest i gaden', og aviserne bringer nu dagligt reportager om danskere der fungerer som 'bombeskjold' i konflikten - helt ærligt, hvad fanden kan det interessere os?