Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 18. apr. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fem på stribe Torsdag, 18.04.02

Her man blot en lille interesse for astronomi og hvad der foregår ude i det store himmelrum bør man gøre sig selv den tjeneste at tage ud og kigge stjerner her i det næste par ugers tid. Ellere rettere planeter, for i de næste fjorten dage kan man opleve en højst usædvanlig konstellation af planeter på stjernehimlen, idet de fem planeter Jupiter, Saturn, Mars, Venus og Merkur vil stå på en lige linie, der hælder ca. 40 grader mod horisonten. Nu er det måske ikke så usædvanligt at planeterne står på en lige linie, idet alle de kendte planeter, på nær Pluto, alle bevæger sig i det samme baneplan rundt om Solen. Men idet Jorden jo er en af de indre planeter betyder det at dette baneplan strækker sig hele vejen rundt om Jorden, og at planeterne kan være spredt over alle 360 grader i dette baneplan. Og at alle fem planeter, der kan ses uden kikkert, befinder sig indenfor et så snævert område af baneplanet er ganske usædvanligt. Hvis man vil se dette usædvanlige syn skal man gå ud umiddelbart efter solnedgang og spejde efter Venus, der er det klareste punkt på himlen, og som på dette tidspunkt befinder sig i vestnordvestlig retning. Har man først plottet Venus ind kan man let tegne en linie gennem Venus og 40 grader mod horisonten, så kan man finde Saturn langs denne linie og stik vest, mens Jupiter befinder sig længere oppe, næsten i forlængelse af Orion. I takt med at solen forsvinder længere under horisonten og det bliver mørkere kan man finde Mars som et svagt rødt punkt næsten midtvejs mellem Venus og Saturn, og er man heldig og har frit udsyn kan man også se Merkur lige akkurat over horisonten. Merkur er planeten nærmest Solen, og selv om planeten er mere lysstærk end Mars drukner dens lys oftest i Solens stærke lys. Senere på foråret bliver aftnerne for lyse til at vi kan se Merkur, så det er i de næste fjorten dage man skal håbe på klart vejr og godt udsyn mod vest. Skulle man gå glip af dette syn, så fortvivl ikke, for en tilsvarende sammenstimling af planeter vil optræde igen den 8. september 2040.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.