Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 1. jul. 2002
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Håndlavet øl fra Gribskov Mandag, 01.07.02

Vi er jo nogle stykker som aldrig har veget tilbage for at prøve nye ølprodukter, hvilket jo nok skyldes, at vore hjemlige og højt besungne ølproducenter Carlsberg og Tuborg i alt for mange år har produceret en øl, som ganske vist høster store roser på verdensplan, men som alligevel ikke smager nævneværdigt anderledes end de mange andre store internationale ølproducenters pilsnerøl. Med andre ord: dansk øl er blevet for konform, og det har de Forenede Bryggerier forsøgt at rette op på i de senere år med først deres Classic-serie, og senest i år med hvedeøllet. Men selv om det er et prisværdigt initiativ kommer det lidt for sent, til at vi ikke er blevet nysgerrige efter at se hvordan andre laver øl, både på den anden side og en sjælden gang på denne side af grænsen. For som Søndagsavisen omtalte i forgangne weeekend er der også enkelte ølentusiaster herhjemme, der går imod strømmen og producerer sit eget øl. Brøckhouse ligger midt i Gribskov og går for at være landets mindste bryggeri. Der brygges en gang om ugen, og bryggeriets hovednummer er baseret på en gammel engelsk skibsøl, som blev produceret til at skulle holde hele vejen med skib til Indien. Brøckhouse bruger således en meget større mængde humle end vi er vant til herhjemme, og det giver øllet en meget frisk og intens frugtagtig smag. Den store mængde humle gør også, at øllet kan bære en alkoholstyrke på 6% uden at blive for 'guldbajersk', men det skyldes også at øllet får lov at lagre i mindst tre måneder inden det bliver tappet på fad eller flaske. Jeg har ikke selv smagt øllet endnu, for det er øl, der skal afhentes direkte ved tapperiet, men jeg kommer jo fra tid til anden i Gribskov, så det varer nok ikke så længe inden jeg hjembringer et par stykker af deres literflasker (fås ikke mindre). Og apropos tapperi, så tappes der altså højst fire gange om måneden, så man går klogt i at checke efter på deres hjemmeside hvornår der er øl på tønden.
http://www.broeckhouse.dk

Kommentar Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.