I gratisavisen Urban (og i Berlingske forleden) kunne man læse en artikel om endnu en fyr, som agter sig mod Mount Everest. Og atter en gang er det ikke så meget fordi pågældende ønsker at bestige bjerget for bjergets skyld, men fordi han ønsker at påtage sig den ultimative udfordring på trods af et handicap. Fyren, Mogens Jensen, er gammel elitetriathlet, men har i mellemtiden fået konstateret astma, hvilket satte en stopper for karrieren på eliteplan. Men han er dog ikke helt at slå af pinden, og ønsker derfor at bevise over for sig selv og andre, at han alligevel ikke er gledet helt bag om dansen. Man må blot rette sin energi mod andre udfordringer, og dette synspunkt er al ære værd, men hvorfor netop Everest. "Hvis ikke man kan gennemføre et triathlon på eliteplan, så kan man da altid bestige Mount Everest" hører jeg næsten fyren sige mellem linierne. Så endnu en gang skal det arme bjerg degraderes til at være et simpelt træningsredskab til afstivning af nogens selvværd. Inspirationen til dette påfund har Mogens fået fra supersvenskeren Göran Kropp, der i sin tid cyklede til Everest, travede op på toppen og ned igen, og cyklede hjem igen. Og da Mogens fandt ud af at Everest angiveligt ikke var blevet besteget af en astmatiker før, så kunne han lige så godt gøre det. Ikke for at bestige bjerget, men for at blive den første og derved få de gudsbenådede fifteen minutes of Fame. Forudgående erfaring som bjergbestiger er næppe nødvendig, og vel heller ikke interessant, i hvert fald er der ikke skrevet én linie herom i artiklen, der ellers har fået to sider at brede sig på. Træningen starter på Aconcaguas 6959 meter, og herefter går det blot opad. Det gamle ord om at man skal krybe før man kan gå er helt glemt. Men sandheden er nok snarere, at den eneste måde man kan få medierne (og evt. sponsorer) til at interessere sig for bjergbestigning er, hvis der er dødsfald eller dramatiske situationer på bjerget, eller hvis bjerget hedder Everest.
http://www.urbanavis.dk Link ikke længere aktivt!