Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 4. jul. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Først Irak, så Iran Fredag, 04.07.03

Det er nu et par måneder siden at USA erklærede krigen mod Irak afsluttet, og selv om USA ikke har fået opfyldt sit erklærede mål, nemlig at fjerne Iraks påståede lagre af masseødelæggelsesvåben, er der alligevel udbredet enighed - især i USA - om at krigen var nødvendig. Om ikke nødvendigvis for at fjerne disse våben, men så for at fjerne Iraks diktator Saddam Hussein. USA bliver dog nødt til at spille efter de regler de selv har opstillet, og hvis det er disse våben der var krigens årsag, så er det også nødvendigt at finde dem. Men selv om amerikanske tropper nu i over to måneder har finkæmmet Irak, er det ikke lykkedes dem at finde så meget som et eneste spor efter disse våben. Noget kunne imidlertid tyde på, at amerikanerne har ledt et helt forkert sted, for tilsyneladende behøver man ikke rejse så langt for at finde spor efter disse våben, idet man fornylig har fundet et biologisk laboratorium med alle nødvendige remedier til at fremstille miltbrandsporer, inklusive en centrifuge til at udskille sporerne og en mølle til at findele smitstoffet så meget, at det vil kunne trænge direkte i lungerne på ofrene. Det er således meget nærliggende at sætte dette laboratorium i forbindelse med de miltbrandangreb der blev foretaget på USA i den ulyksalige september 2001. Der er blot lige den hage, at laboratoriet ikke blev fundet i hverken Irak eller andre at de af USA udråbte terroristnationer, men i USA selv, så jeg mener da nok at styret i USA har et forklaringsproblem. Ikke desto mindre finder 80% af amerikanerne at det var helt i orden at angribe Irak, også selv om man ikke finder de eftersøgte våben. Samme undersøgelse viser for øvrigt også, at 57% af amerikanerne finder det helt i orden hvis USA skulle gå i krig mod Iran på grund af risikoen for terrorisme herfra. Men intet ord om Saudi-Arabien, som dog viste sig at være ophavsland for de fleste af terroristerne bag angrebet på World Trade Center. Jeg forstår sådan set godt, hvis Iran i disse dage påtænker at konvertere deres civile atomprogram til militært formål, da besiddelse af en atombombe tilsyneladende er det eneste der kan holde et amerikansk angreb på afstand.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.