I forgårs oplevede Sydsverige og Østdanmark den største strømafbrydelse i over tyve år. Et udfald på det svenske atomkraftværk Oskarshamn, umiddelbart efterfulgt af en kortslutning på en større transformatorstation, medførte at henved fire millioner brugere på begge sider af Øresund pludselig blev lagt uden strøm. For mit vedkommende medførte det en behagelig pause fra computerarbejdet, hvor jeg endelig kunne få tid til at læse mig igennem det informationsmateriale der var kommet ind i sommerens løb, og hver gang var blevet henvist til 'Gennemlæses ved lejlighed'-bunken. Det var jo dejligt septembervejr, og så længe solen skinner kan man sagtens klare sig uden strøm. Ganske vidst var det lidt besværligt at komme hjem når togene ikke kørte, men det lykkedes jo alligevel, omend det medførte en noget uventet sightseeing i Charlottenlund. Og der var ingen sure miner at se blandt de mange der ventede på en bus i Lyngby, nærmest som var der gået mañana i alle pendlerne. Straks dagen efter førte politikere og andre videbegærlige sig dog frem i medierne og forlangte en forklaring på, hvordan dette kunne gå til. Forklaringen hænger selvfølgelig sammen med et stigende misforhold mellem produktionskapacitet og efterspørgsel. Trods skiftende regeringers højlydte forsikringer om, at man gør hvad der er muligt for at begrænse energiforbruget og nedsætte CO2-udslippet (og alligevel bruger pengene på at købe CO2-kvoter i udlandet), må det konstateres at det danske energiforbrug er støt stigende, og at risikoen for et større strømsvigt stiger år for år. Jeg er ikke fortaler for at der skal bygges nye kraftværker, tværtimod hilser jeg ethvert initiativ velkommen, der kan nedsætte energiforbruget. Man må dog samtidig være konsekvent, og hvis ikke der bliver sat handling bag de vidtløftige planer om at nedsætte energiforbruget må man nødvendigvis tage konsekvensen og opføre nye kraftværker. Også selv om det dermed udstiller regeringens energibesparelsesforanstaltninger som hul retorik.