Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 25. okt. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Metro til Vanløse Lørdag, 25.10.03

Jeg afbryder lige min reportage serie for at tage et par aktuelle og hjemlige ting op. Det er nemlig snart længe siden jeg har kommenteret det københavnske Metrobyggeri - eller måske snarere Metroroderi. Hvilket der måske ikke er så meget at sige til, idet Metroen lever sit eget liv i den københavnske undergrund, med ubemandede tog der trods alt for det meste kører, altså bortset fra når toget pludselig vender om og kører i den gale retning, eller stopper midt i sporet fordi en dør falder af. Meget ondt er der blevet sagt om Metroen, men trods de mange knubs er der trods alt ni ud af ti tog der kører til tiden. Og Metrobyggeriet stopper ikke ved Nørreport Station, hvilket jeg erfarede i mandags, da jeg var på vej til kursus i Ballerup og sædvanen tro studerede stationsbyggeriet på Flintholm i forbifarten. For pludselig og uden forvarsel dukkede der et Metrotog op på den netop ombyggede banestrækning. Og ikke blot et Metrotog, der var sågar også passagerer i, så der var ikke bare tale om et prøvetog. Dette krævede en nærmere undersøgelse, og så erfarede jeg hurtigt at banen allerede i foråret var blevet forlænget fra Nørreport til Frederiksberg, og nu altså videre til Vanløse. Jeg har ganske vist læst meget om byggeriet, men åbningen var gået mig ram forbi, idet jeg opholdt mig i Iran da strækningen til Frederiksberg blev indviet, og ligeså var jeg i Berchtesgaden da Metroen blev ført helt igennem til Vanløse. Personligt tror jeg det bliver et løft at banen nu kommer frem i lyset i stedet for at gemme sig i undergrunden; der må jo være andre end mig som ikke bruger Metroen fordi man slet ikke har den med i overvejelserne som trafikmæssigt alternativ. Så hermed et tillykke med udvidelsen og et ønske om en større passagerfremgang - det kan de små hvide tog sikkert godt bruge.
http://www.m.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.