Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 12. nov. 2003
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Et opgør med solidariteten Onsdag, 12.11.03

Det var lidt af en bombe der sprang forleden, da de nærmere aftaler om dagpengeforliget op til Finansloven 2004 kom frem. Da Finansloven i sin tid blev fremlagt var der lagt op til en besparelse på 600 millioner kroner på dagpengeområdet, uden at det dog var nærmere beskrevet, hvorledes denne besparelse skulle opnås. Nu er det imidlertid kommet frem at besparelsen rammer såvel høj som lav, rig som fattig. Mest undren vækker det dog, at størsteparten af besparelsen hives hjem ved at indføre en karensperiode for dem der har en månedlig indkomst over 27.700 kr. ud fra den betragtning, at hvis man tjener så mange penge har man også råd til at betale de første ledighedsdage eller -uger selv. Og det kan da godt være at mange højtlønnede vil være i stand til det, omend rigtig mange jo bruger stigende faste indtægter til at skaffe sig stigende faste udgifter, udgifter der ikke blot kan rulles tilbage hvis man ryger på dagpenge - hvis man da overhovedet får nogen! Problemet er at dette indgreb kan vise sig at være en pind til velfærdssamfundets ligkiste. Dagpengeordningen er jo ret beset en forsikringsordning, hvorigennem man forsikrer sig økonomisk imod ledighed. Og der er da næppe mange forsikringstagere der fortsat betaler sin præmie når de erfarer at de alligevel ikke er dækket. Dagpengesystemet er, trods alle sine skavanker, en grundpille i det solidariske velfærdssamfund, hvor alle betaler det samme, uanset hvor stor risikoen er for at ryge ud i ledighed. Hvis de højtlønnede ikke kan få dagpenge hvis de måtte have behov for det, hvad afholder dem sig så fra at søge en supplerende forsikring andetsteds? Og hvad afholder et forsikringsselskab for at gå ind på dette nye og muligvis lukrative marked? Dette indgreb kan meget vel medføre en udvandring af medlemmer fra de fagforeningsstyrede a-kasser til private forsikringsselskaber, og måske vi her skal finde baggrunden for dette indgreb - at undergrave fundamentet for fagforeningerne, vel vidende at mange medlemmer kun er medlem af fagforeningen for at være sikret gennem dagpengene.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.