Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 10. maj 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Gaydays-festivalen 2004 aflyst Mandag, 10.05.04

Ideen var ellers rigtig god. Man ville etablere en festivalplads i det gamle kalkbrud Boesdal ved Stevns Klint, og her afholde en musikfestival for bøsser og lesbiske. Men ikke bare en musikfestival. Hvor andre festivaler udspiller sig på kedelige boldbaner og græsplæner skulle Gaydays finde sted i pagt med den smukke natur omkring Stevns Klint, for derved at signalisere at det ikke 'bare' var musik. Arrangørerne bag festivalen havde gjort sig mange tanker om servicen på stedet, blandt andet ville det være muligt at købe sig til overnatning i telt-hoteller, ligesom bespisningen skulle finde sted ved flere restauranter med varierede spisekort, og ikke blot ved simple boder, som man ellers normalt ser det ved festivaler. Musikken skulle dog være det samlende element, og det i form af en kæmpe klub med plads til over halvdelen af de 5.000 besøgende der ville være plads til på festivalområdet. Her i klubben skulle der være gæsteoptræden af en lang række DJ's fra ud- og indland samt barer i flere etager. Og skulle musikken blive lidt for meget, eller havde man pludselig fundet noget andet man hellere ville bruge sin tid på, så lå stranden ved klinten jo lige for ens fødder. Der var med andre ord tale om et rigtigt godt koncept som havde mulighed for at lokke selv en naturfreak og storbyrotte som mig med til arrangementet. Men desværre er faktum at arrangementet er aflyst og udskudt til næste år. De smukke naturlige omgivelser der skulle kendetegne festivalen viste sig at spænde ben for arrangementet, da der har vist sig større problemer med at skaffe el, vand og kloakering i tilstrækkeligt omfang til at servicere 5-6.000 mennesker, ligesom det særdeles kuperede terræn krævede flere sikkerhedstiltag end først planlagt. Arrangørerne har dog ikke opgivet Gaydays. I øjeblikket er der ved at blive udarbejdet en rapport over de uventede vanskeligheder der er opstået, og med den i hånden vil arrangørerne tage fat på at forberede et nyt arrangement i 2005. Det ville dog klæde arrangørerne at opdatere deres hjemmeside, vel det eneste sted det ikke fremgår at arrangementet er aflyst i 2004!
http://www.gaydays.dk Link ikke længere aktivt!
http://www.homotropolis.dk Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.