Sidste år var det forbundet med en vis ekstra risiko at bevæge sig i store dele af Alperne. Den usædvanlig varme sommer havde fået is og sne til at smelte, og stenskred var nærmere reglen end undtagelsen, også på steder der normalt bliver betragtet som relativt sikre. Men det var sidste år, og da vejrforholdene i Alperne i år var ganske normale, bortset fra en lidt kold og våd start, havde jeg ikke regnet med at skulle opleve stenskred i større stil i år. Sådan skulle det dog ikke gå. I år tilbragte jeg det meste af sommeren i Zinal, og den første tur var egentlig planlagt at skulle gå til Garde de Bordon, der med 3310 meters højde hæver sig stejlt over byen. Vi valgte dog i stedet at bestige det lidt lavere Corne de Sorebois, og det var måske meget fornuftigt. For da vi en uges tid senere var på vej ned mod Zinal efter en vellykket bestigning af Bishorn bemærkede vi et større stenskred ned fra toppen af Garde de Bordon. Dette var dog kun begyndelsen, og i den følgende uge kunne vi hver eneste dag betragte adskillige stenskred der væltede ned over flanken i retning mod dalen. Flere gange var skredene enorme, hvor man i kikkerten kunne se klippeblokke på størrelse med en middelstor skurvogn tordne ned over bjergsiden, og flere gange nåede klippestykkerne helt ned til floden halvanden kilometer lavere. Store støvskyer stod op fra bjergsiden og drev ned gennem dalen, og en enkelt aften måtte vi sågar opgive at spise udendørs på grund af nedfald af grus og støv i maden. Det største skred fandt sted om natten og varede vel fem minutter. Vi kunne desværre ikke se det, men både høre og føle det, og den følgende morgen var hele byen pudret med støv i et par millimeters højde. Efter en halv snes dage ophørte skredene, men da var der også mange tusind tons klippe der havde aflejret sig på engen nedenfor bjerget.