Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 4. oktober 2004
 
Foregående    Index    Dette tema 

  170 bjerge besteget Mandag, 04.10.04

I den forgangne weekend har jeg lige været tre dage i Karwendelgebirge i Østrig. Missionen var en ganske fin af slagsen, idet en gruppe erhvervsfolk havde hyret mig til at hive dem op på et bjerg eller to, opleve den autentiske bjerghygge på hytterne, og så sørge for at skylle efter med rigeligt øl. Oprindeligt havde jeg planlagt at vi skulle til Hochkönig, men da jeg få timer før afgang fra København erfarede at man her havde fået en halv meter sne og hytten kun var vanskeligt tilgængelig blev jeg nødt til at sadle om. I stedet besluttede jeg at vi tog til Karwendelgebirge, hvor jeg i det sydvestlige hjørne kunne skrue en tur sammen der matchede gruppens ønsker. Vi tog fra København onsdag aften, og torsdag steg vi op til Neue Magdeburger Hütte. Fredag klatrede vi så Höttinger Schützensteig, en eksponeret sti der hist og pist var sikret med kæder og håndtag. I den øvre del blev terrænet dog lettere, hvilket var meget heldigt da der efterhånden begyndte at ligge sne over stien. Vel ankommet på topgraten besteg vi så Grosser Solstein, 2540m, en supplerende bestigning af Kleiner Solstein måtte vi desværre opgive på grund af regn og dårlig sigt kombineret med sne i ruten. Ved samme lejlighed kunne jeg runde de 170 forskellige bestegne bjerge. Vejret klarede op igen under nedstigningen til Solsteinhaus, den næste hytte hvor den ikke fik for lidt med øl og andre nydelsesmidler. Om lørdagen gjorde vi så et forsøg på Erlspitze, men halvvejs oppe måtte vi desværre vende om da en af deltagerne fandt at ruten blev lige lovlig stejl og eksponeret. Alligevel var det en fin tur, og efter nogle timers shopping i Innsbruck kørte vi i ilfart hjem igen ad motorvejen. Det skal nu blive meget sjovt at ses igen til billedudvekslingen.

Grosser Solstein, set under opstigningen inden skyerne lukkede til

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.