Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 2. januar 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Nytåret fejres med nye gebyrer Søndag, 02.01.05

Det har aldrig været så fordelagtigt at være bank i dag - eller måske rettere talt: at være indehaver af en håndfuld bankaktier. Læser man kurslisten for slutkurserne 2004 kan man regne ud at værdien af de danske banker er steget med hele 68 milliarder kroner - eller over 250 millioner kr. for hver eneste bankdag i 2004. Bankerne er således i særdeleshed blevet gode til at købe og handle med penge, men det er ikke længere så meget ved ind- og udlån at de store penge tjenes, men på de mange gebyrer som bankerne opkræver for efterhånden enhver slags serviceydelse. Oprindelig var det jo rentemarginalen der finansierede bankforretningerne, men officielt set er rentemarginalen i dag så lille at der ikke er meget marked i dette. Hvilket jeg egentlig ikke helt kan forstå, dels fordi bankerne alt for ofte stadig kræver over 10 % i udlån mens man skal være meget heldig for at få bare en kvart procent i indlån. Hvortil kommer at indbetalinger rentemæssigt først er gældende dagen efter, mens udbetalinger renteberegnes dagen før, således at man kan komme i den situation som jeg var forrige år med min konto i BG Bank, at når året gøres op er det mig der skal betale banken rentepenge, til trods for at der i samtlige årets dage har været et positivt indestående. Men, men. Den enorme indtjening i bankerne er ikke nær nok, for fra i går blev det famøse dankortgebyr indført, hvorefter enhver betaling med dankort belægges med 50 øre i gebyr. Hvilket måske ikke lyder af så meget, men som i løbet af et år alligevel tæller 150 millioner kroner i ekstra indtjening til bankerne. Og dette til trods for at bankerne ved Dankortsystemet jo sparer masser af ressourcer ved ikke at skulle håndtere læssevis af kontanter. Ifølge bankerne er udgiften nødvendig for at fastholde sikkerheden på Dankortene, men hvem var det nu lige der krævede at vi alle i det forgangne år skulle skifte kortet ud? Det er på sæt og vis fair nok at man skal betale for de ressourcer man benytter sig af i bankverdenen, men hvis dette var tilfældet, hvorfor skal udlånsrenten så fortsat være 50 gange så høj som indlånsrenten? Ja, jeg spø'r bare!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.