Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 25. februar 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Slut med Vallensbæk Fredag, 25.02.05

Efter fire års ansættelse er det nu slut med min beskæftigelse i Vallensbæk, til stor overraskelse for både mig selv og mine kolleger. Miseren går tilbage til begyndelsen af november, hvor jeg på grund af mange opgaver måtte arbejde over indtil klokken halv ti en torsdag aften, og suppleret med uventede opgaver derhjemme gav det så meget stress at jeg dagen efter kom for sent på det skoleforløb jeg deltog i på daværende tidspunkt. Hvor andre sandsynligvis havde taget en sygedag for at komme ovenpå igen valgte jeg i stedet at bruge formiddagen på at blive klar igen, så jeg kunne møde ind på skolen ved middagstid. Det var dog ikke godt nok, jeg var udeblevet, eller rettere: kommet for sent på skolen uden at have givet besked i forvejen, så derfor skulle jeg fyres. Eller rettere: bevilges en uansøgt afsked. Dette er ganske vist ikke kutymen i hverken Vallensbæk eller andre kommuner jeg kender, men hvis man som chef ønsker at komme af med en af sine medarbejdere så kan det altid lade sig gøre, med mere eller mindre fine metoder. Og min chef blev da også nødt til at komme frem med flere uvederhæftige postulater, og insinuerede blandt andet at jeg omtalte torsdag ikke havde arbejdet over men derimod havde drukket vin i tjenesten, hvor så end hun kunne vide det fra da hun selv var gået hjem før tiden samme dag. Men nye vinde blæser tilsyneladende over Vallensbæk, og hvis det er sådan arbejdsklimaet skal være fremover er det blot med at komme videre. Så jeg havde min sidste arbejdsdag i går og holdt her et uformelt afskedsarrangement på neutral grund i IT-Centret. Her blev jeg glædeligt overrasket over, hvor mange af kollegerne der med sådan et kort varsel mødte op, og jeg fik den ene afskedsgave efter den anden. Så næsten skidt være med arbejdet: når jeg nyder sådan en popularitet blandt kollegerne kan resten være ligemeget. Tilbage bliver blot spekulationerne over, hvad der har været den egentlige grund til fyringen, idet opfattelsen er vidt bredt i organisationen at der ligger en anden og skjult dagsorden, der næppe tåler dagens lys.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.