Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 14. april 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En god træning Torsdag, 14.04.05

Selv om jeg for henved halvanden måned siden er stoppet i Vallensbæk betyder det dog ikke at jeg har mistet al kontakt til kollegerne. Jeg begyndte jo for snart halvandet år siden at træne i fitnesscentret sammen med Mikas fra Teknisk Forvaltning, men det har heldigvis været muligt at fortsætte træningen sammen selv om vi nu ikke længere kan følges ad til træningen. Og heldigvis for det, for det er aldrig kedeligt når vi træner sammen. Mikas er både muskuløs og sportstrænet og har dyrket styrketræning i en halv snes år, eller måske mere, men i perioder har han haft svært ved at tage sig sammen til at holde træningen ved lige, når han har trænet alene. Så på den måde kan vi begge holde hinanden ved ilden. Jeg bilder mig ind at Mikas får trænet mere når vi træner sammen, og den anden vej rundt får jeg både fremragende vejledning og et par hyggelige sociale timer sammen med Mikas. Træningen er effektiv, der er ikke megen spildtid, og resultatet af træningen kan mærkes på de ømme muskler to dage senere. Sjovt nok er det ikke særlig meget vi taler om Vallensbæk, og når vi en sjælden gang gør fornemmer jeg mere og mere en tendens til opløsning af det særlige sammenhold der tidligere herskede på rådhuset. Tempoet bliver sat op og man hører mere og mere folk tale i krogene om at søge væk, eller at de tæller dagene til man kan gå på pension. Holdet på mit frokostbord er nu reduceret til tre, og alt tyder på at fremtiden ikke er hvad den har været. Jeg har dog fået det bedste med mig ved at kunne fortsætte træningen, og jeg håber blot på at vi kan fortsætte også efter sommerferien hvor Mikas efter al sandsynlighed er flyttet til Sverige. Vi er i hvert fald under træningen i dag blevet enige om at vi ikke opsiger medlemskabet af centret før sommeren, så har vi også et godt incitament til at vende tilbage til træningen efter flytte- og ferierod.

En træningsdag i motionscentret sidste sommer

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.